På Teatret ved Sorte Hest kan man lige nu for første gang se en teaterversion af kultdokumentarfilmen ‘Grey Gardens’ fra 1975 i forestillingen The Art of Falling.
Vi følger to tidligere overklassekvinder og deres hverdagsliv i en gammel 28-værelses villa i East Hampton. De to kvinder, som er mor og datter, holder stædigt fast i deres glamourøse fortid og har ikke rørt en finger i huset i årevis, hvorfor det er fyldt med skadedyr og gadekatte. De er henholdsvis tante og kusine til præsidentfruen Jacqueline Kennedy Onassis, som også forsøger at hjælpe de to med at få huset renoveret.
Forestillingen består primært af håndplukkede scener og replikker fra den originale dokumentarfilm og giver et indblik i de to excentriske kvinders besynderlige livsstil. Forestillingen er skabt af Why Not Theater og spilles på engelsk.
Inden jeg går ind og ser denne forestilling, kender jeg intet til den oprindelige film og har aldrig hørt om de to kvinders dysfunktionelle liv. Dette gør, at forestillingen langt hen ad vejen virker lidt uforståelig for mig. Efter jeg nu har set filmen, giver forestillingen dog bedre mening. Med kun tre skuespillere på scenen lykkes det ganske godt at genskabe historien fra Grey Gardens-huset. Scenografien og kostumerne er meget genkendelige fra den originale film og understøtter fortællingen godt. Sue Hansen-Styles og Sira Stampe lykkes langt det meste af tiden med at skildre de to kvinder både med stemmeføring og mimik. Deres skænderier, hvor de taler højere og højere i munden på hinanden, eller deres halvdårlige fremførsler af sang- og dansenumre er spot on og temmelig komiske.
Selvom der bestemt er udvalgt nogle af de bedste og sjoveste scener fra filmen, synes jeg ikke altid, at fremførelsen fungerer. Det sjove ved dokumentaren er, at de to kvinder er nogle spøjse personligheder, der kommer med morsomme kommentarer på den mest henkastede måde som fx: ”When the people don’t speak; they never get divorced.”
I teaterforestillingen fremføres disse replikker med en lidt overdrevet tone og får så meget plads, at de ikke længere får den underspillede subtilitet, som netop gør, at de er morsomme i den originale dokumentarfilm. Jeg synes ikke, at forestillingen bidrager med noget nyt i forhold til, hvad filmen allerede tilbyder, udover et par dramatiserede flashbacks fra kvindernes liv. Min oplevelse er derfor, at man lige så godt blot kan se filmen. Til gengæld er der mange engelsktalende personer i publikum, som virker til at have en noget mere fornøjelig oplevelse, end jeg har, så måske er jeg bare ikke det rette publikum til denne remedierede dokumentar-klassiker.
Skynd dig ind og se den, hvis
… du kender og holder af dokumentaren Grey Gardens og har lyst til at se en teaterudgave af de bedste scener fra filmen.
Sponsoreret af Teaterbilletter.
Jeg er 24 og studerer digital design og kommunikation på IT-universitetet. Jeg har været interesseret i teater siden jeg som 10-årig spillede von Trapp-barn i The Sound of Music. Musik og teater har lige siden været en stor del af mit interessefelt, både som udøver og tilskuer. Jeg er især optaget af sjove karakterer, lyduniverser og sceneteknisk nytænkning.