Teatret ved Sorte Hest, Viva la Frida!

”Hvad skal jeg bruge fødder til, når jeg har vinger, der kan flyve?” (Frida Kahlo)

Er mit liv mit eget?
”Viva la Frida” på Teatret ved Sorte Hest er de store følelsers forestilling: beundring og selvopofrelse, lidelse og veje mod overlevelse. Det er søsteren, som fortæller om det liv, der blev kilden til Frida Kahlos kunst, men herved fortæller hun også om, hvad familieskabets bånd med en handicappet søster har kostet hende selv.

Teatrene spiller heldigvis igen, og vi får atter lov til at fordybe os og glemme os selv for en stund, – eller måske var det tættere på sandheden at sige, at skuespillerinden her på scenen, der agerer at være Frida Kahlos lillesøster, godt nok giver os et neddyk i sin søsters livshistorie, men jeg må konstatere, at der trods tidsforskellen er så mange træk og episoder, som vi også kender fra vores egen nutidige verden.

Et genoplevet liv med tilskikkelser, som kunne have været dine eller mine
Forestillingen tager afsæt ved Frida Kahlos begravelse, og det er hendes lillesøster, Christina, der forestillingen igennem vælger de neddyk, vi skal præsenteres for fra storesøster Fridas liv.
Det er skuespilleren Amira Jasmina Jensen, der står for både idé, manuskript, produktion, og nu realiserer hun så sit projekt med at give os et anderledes perspektiv på Frida Kahlo, end vi normalt præsenteres for.
Allerede som 18-årig kom Frida i en bus ud for en voldsom ulykke, som handicappede hende resten af livet. Det er dog ikke her, forestillingens fokus er lagt, men derimod hos søsteren, Christina, som kom til at bære konsekvenserne af søsterens psykiske mén. Det blev hende, der måtte opgive sit eget for at være til rådighed for søsteren (som også forventede hjælpen!).

Som jeg ser dig, min kære søster
Forestillingen præsenterer os for Frida Kahlos liv helt fra barneårene inden ulykken, til voksenårene og ægteskabet med Diego, og til det afsluttedes med begravelsen. Det er lykkedes Amira Jasmina Jensen med stor dygtighed at sammensætte et manuskript ud fra bl.a. materialet fra hendes researchrejse i Mexico City og her lave en mosaik over et menneskeliv – eller måske skulle jeg hellere skrive to menneskers liv: søstrene Frida og Christina.
Vi ser alle tilskikkelserne fra Christinas synsvinkel: fra hun som 6-årig ønsker at blive smittet med polio som hendes storesøster er (for dog at får lidt sympati og blive set), til hun eksempelvis som voksen er vidne til Fridas lidt specielle ægteskab med den 20 år ældre Diego og undres over, at de bor i hver sit hus. Også her griber Christina ind på sin egen måde med den blanding af undertrykt vilje og alligevel kampgejst, som er blevet kendetegnende for hendes liv.

Vores valg og deres konsekvenser
Forestillingen igennem bliver vi konfronteret med en lang række hændelser og valg, hvor vi nok hver især kunne have truffet tilsvarende dispositioner, når og hvis vi var drevet af ønsket om at hjælpe dem, vi holder af.
Herved bliver forestillingen særdeles nutidig og afspejler noget, vi kan genkende.
Og samtidig står vi med et strejf af indsigt i, at så barsk konsekvent var Frida Kahlo også.
Frida Kahlo blev født i 1907 og døde i 1954.
Det er med stor indsigt lykkedes Amira Jasmina Jensen ikke et gøre forestillingen til en historisk beretning fra Mellemamerika, men derimod at skildre et menneskeliv med en overlevelsesdrift, der stærkt understøttedes af, at andre mennesker stillede eget deres liv til rådighed for dem.