BlogUnge & Voksne

Teatret ved Sorte Hest, Mens vi venter på Godot

Køb:

”Samuel Becket er ikke svær at forstå, og han vrøvler ikke. Han koger fond på ordet”. Citatet er hentet i programmet til forestillingen ‘Mens vi venter på Godot’.

Og det er lige netop, hvad der sker: Ordene får lov til at koge og boble frem fra tilværelsens nederste dyb, mens vi sidder som iagttagere af processen og undervejs glimtvis får vores egen tilværelse op til overfladen som bobler og erindringer om håb og svigt, om glæder og tro på fremtiden, om meningsløshed og tilværelsens monotoni.

Med Godot på vej hjem i toget
På vej hjem fra forestillingen stod det mig helt klart, at hver af os tilskuere vil have sit helt eget ud af at se forestillingen, fordi den pirker og borer i de lag i vores følelsesmæssige erfaringsverden, som vi ellers ofte fortrænger.

Vil du, min læser, tæt ind i den ”handling”, som forestillingen lader glide over scenen, da googl titlen og gå ind på eksempelvis Wikipedia.

Sagt ultrakort møder vi to vagabonder, som venter på en tredje, og så dukker der en godsejer og hans slave op, og de giver hinandens roller intense dimensioner.

Absurd teater
Men det er absurd teater, og handlingen set som en tråd gennem forestillingen er ret så uvæsentlig.
Det er absurd , at der ikke er et reb at holde sig fast i undervejs gennem de over to timer, forestillingen varer – men intensiteten af vagabondernes spil, deres mimik og deres dialog bliver som knuder på rebet (det reb, der symbolsk kan binde dem sammen, men samtidig det tov, der kunne blive deres endeligt!)
Og vi holdes som tilskuere fast.

Kittet er som skrevet ikke handlingen, men gestaltningen af replikkerne, og så kommer vi helt ind i kernen af eksistensen.

Det er også et spil om mit liv
For godt nok taler de to vagabonder sammen om dagen og vejen midt i den øde egn, de befinder sig i, men mange af deres replikker er dobbelttydige, eller skulle jeg tilføje, at de holder dialogen om tilværelsens krisepunkter og glæder ved lige, MEN de giver samtidig mig som tilskuer et bombardement af associationer til mig eget liv: det glædelige, jeg kan tænke tilbage på, venskaberne, eventuelle succeser, men også til frygten og angsten, til nederlagene og de situationer, hvor jeg svigtede, det tabte og så HÅBET om, at det hele vi blive anderledes.

De venter på Godot, men han kommer jo aldrig. Det ved enhver, fordi titlen ofte bruges som en slags overlevelsesmæssigt slogan, når vi i vores eget lille mikrokosmos håber på en forandring fra en vinkel, vi ikke kan gennemskue placeringen af. Men vi holdes oppe af visionen om, at det sker.

Håbet
De to vagabonder har et beundringsværdigt håb om at møde ”det” / HAM, der kan forandre deres om ikke tilværelse, så trods alt deres hverdag, fordi de så får en bekræftelse af, at de er værd at være sammen med som mennesker.
Hvem af os kender ikke den søgen efter bekræftelse, om det så er i parforholdet, i vennekredsen eller det er på jobbet – eller måske hos Vorherre i hans stjernefyldte himmel og med alle manglerne taget med som dem, der også er en del af os.

Dig. Og mig.
Jeg så en forestilling, hvor min underbevidsthed fik hentet spor op til bevidsthedslaget.
Det var de replikker, der passede til min tilværelse, som jeg fokuserede på.
Måske ser du noget andet, for dit og mit liv er ikke ens, ligesom de to vagabonder heller ikke var ens, men de bød ind med hver sit til fællesskabet – eller hentede det fra den anden, de netop higede efter.

”Summen af verdens tårer er konstant”, siger en af vagabonderne. Jeg konkluderer, at summen af verdens glæder også kan være konstant (og det afhænger af, hvordan vi møder episoderne i vores liv).

Køb:
Af Vivi Holm, cand. mag & teaterspotter
Lærer og cand. mag. i teatervidenskab. Teateroplevelsen er for mig et liv i fortættet form, hvor jeg sidder og lader mig opsluge af ordene, af gestikken og ikke mindst af mimikken, - og det hele set midt i en valgt scenografi, som måske underbygger, måske provokerer min oplevelse af forestillingen. Genrermæssigt vælger jeg bredt: de store klassikere som Strindberg og Henrik Ibsen, der lader sine figurer gradvist krakelere – de aktuelle ”temaspil” om eksempelvis at forholde sig til nydanskere i vores land eller måske til alvorlig sygdom i vennekredsen – de postmoderne opsætninger af klassikerne – men også meget gerne nyskreven dansk dramatik, som rammer lige ned i en hverdagssituation med normer og vaner, hvor der kunne være behov for nytænkning.

Hvor længe tør du vente?
Teatrene bliver hurtigt fyldt for tiden