BlogBørn & Familie

Teatret Zeppelin, Da julen kom til Mumidalen

Julefreden sænker sig over Mumidalen, men så sandelig også over publikum.

Jeg har taget min datter Viola på 8 år og min mor på 78 år med i Teatret Zeppelin på Vesterbro for at se forestillingen ”Da julen kom til Mumidalen”.

Salen er helt fyldt med børn og deres voksne. En dreng har medbragt sin Mumirygsæk, som han stolt viser frem. Jo, Mumitroldene lever stadigvæk – og ikke bare i de voksnes hukommelse.

Mumitroldene er en serie af børnebøger forfattet af den finlandsvenske forfatter og tegner Tove Jansson, der skrev den første bog om Mumifamilien i 1946. Bøgerne er oversat til mere end 35 sprog.

Dukkerne bliver lyslevne
Da vi alle er kommet godt tilrette i det gamle teater begynder forestillingen.

Den kvindelige dukkefører Mie Brandt træder ind i scenografien, der forestille et hyggeligt vinterlandskab. Midt på scenen står Mumitroldenes hus dækket af sne. Mumitroldene plejer at gå i vinterhi og først vågne op til foråret. (Noget jeg synes vi danskere også skulle gøre..). Men noget pusler i vintervejret, og figuren Hermulen dukker op. Han er helt forpustet, og vækker hele Mumifamilien fra vintersøvnen for at fortælle, at ”julen snart kommer”.

Er julen farlig?
Mumifamilien bliver meget forvirrede, for hvad er det der ”jul” der snart kommer? Er det mon farligt?

Mens Mumifamilien gør klar med juletræ, småkager og gaver, sidder salen totalt opslugt af fortællingen. Den eneste levende person på scenen, nemlig dukkeføreren, gør sit arbejde til et 12-tal.

Dukkeføreren er både fortæller og spiller syv forskellige dukker. Men du er ikke et sekund i tvivl om, at du sidder og kigger på syv lyslevende væsener.

Min datter Viola skraldgriner et par gange i forestillingen, mest da Mumitrolden er klodset og falder ned af en stige. Min mor, som tidligere har arbejdet som pædagog, nyder også forestillingen – og ikke mindst at se den sammen med Viola.

Dejligt med et fyldt teater
Det er virkelig dejligt at sidde i en helt fyldt sal. Jeg ville ønske, at flere institutioner ville prioritere at tage en tur i teatret, for det er virkelig en helt speciel oplevelse at sidde der i mørket og leve sig ind i de mange spændende fortællinger.

Om julen kommer – og om den er farlig, må I selv ind og opleve.

Tag trygt dit barn eller barnebarn under armen og nyd en time i Mumitroldenes skønne univers.

Sponsoreret af Teaterbilletter.
© Moomin Characters

 

Af Ditte Koefoed, mor & teaterspotter
Jeg elsker de stunder, hvor jeg kan lade mig rive med i teatrets vidunderlige univers – og helst sammen med mine to børn på 8 og 14 år. Jeg anmelder forestillinger som er tilgængelig i kørestol, da jeg fik konstateret sclerose for fem år siden. Heldigvis er de fleste teatre handicapvenlige. Teatrets stemning, fortællinger og de mange glade stunder med mine børn, leder mine tanker væk fra dagligdagens udfordringer – og tilbage på sporet som journalist og mor for mine børn. I teatrets mørke er vi alle ens. Her findes kun gode oplevelser!