Fortællingen om et gammelt hus i de sydlige lande – forestil dig, hvis dit hus kunne tale; hvad ville det fortælle? Netop dette hus fortæller historien om den døende tante Esperanza, hendes nevø og hans gyselige hustru, der driver et krematorium, en advokat og to uduelige og mørkerædde indbrudstyve.
The House præsenteres som en gyserkomedie for teenagere og voksne, så der forventes både kriller i maven og kuldegysninger langt ned af ryggen, for der er tydeligvis noget på færde. Mrs. Esperanzas testamente ændres en sidste gang inden hendes (næsten) endegyldige død. Det er ikke til sin nevø og hans hustrus fordel; nej, pludselig fortæller Mrs. Eperanza om sine to sønner, som ingen nogensinde har hørt tale om før. Det falder ikke i god jord hos resten af husets beboer.
Det er som at sætte sig i biografens røde sæder og se en top animeret film fra de store selskaber – bare live. Æstetikken i The House er så gennemført imponerende, at det halve kunne være nok. Selv de små dukkers øjne og mund har en mimik uden mage. Aldrig har jeg set dukketeater, der kan være så fængende som en film. Men en gyserkomedie? Er det sjovt? JA, det er så tilpas sort og absurd, at man ikke kan lade være med at overgive sig til humoren! Er det gyseligt? Nej, desværre – og det er en skam, for uhyggen ligger tydeligt og lurer lige under al komikken. Det er dog lige før, man bærer over med den manglende uhygge; flere gange bryder den lille sal ud i høj latter, når de to uduelige tyveknægte igen falder over et lig, eller advokaten desperat forsøger at komme i bukserne på historiens absolutte skurk, nevøens hustru.
The Houses rammefortælling er tilpas smal og kort til at passe perfekt til det lille intime teater. Lyd, scene og skuespil, komplimenterer hinanden så afsindigt godt; det hele går op i en højere enhed, når stort set alle dukker samles i samme scene og desperat forsøger at gennemskue hinandens lumske planer. Det er uigennemskueligt, hvordan der kun er to dukkefører til de utallige karakterer, vi møder. The House byder på både øksemordere, giftige drikke, lig og onde ånder, og det er svært ikke at lade sig rive med!
Det er svært at sætte en konkret finger på udførelsen af The House, men som så mange andre danskere, der forsøger sig på engelsk, bliver det til tider både utydeligt og uigennemskueligt at forstå, hvad det præcist er, vores hovedpersoner vil sige! Det skal dog ikke skræmme publikum væk fra denne opsætning, når den drager ud i verden.
Skynd dig ind og se den hvis…
… du aldrig har set dukketeater før; her bliver du mødt af det ypperste indenfor dukketeatrets verden.
23 år. Læser Film- og medievidenskab. Jeg nyder at gå i teatret så meget som muligt! På det seneste er det gået så vidt, at jeg nu også om natten drømmer, at jeg er i teatret. Her laver jeg alt muligt spændende. Jeg får bl.a. Mads Mikkelsen til at grine og glemme sig selv i sin rolle i Klokkeren fra Notre Dame, maler Kongeligt porcelæn med Signe Egholm og glemmer mine replikker og sange, mens jeg står på scenen i årets største og dyreste forestilling. Mine drømmeroller er Julie i Frøken Julie og Blanche Bubois i Omstigning til Paradis. Det, jeg elsker mest ved Den 4. Væg er at få lov til at tale med scenekunstnere, der har en passion for det de laver og få en dybere forståelse for deres arbejde! Lige nu har jeg kæmpe teatercrush på Katrine Wiedemann og Peter Christoffersen.