Krudttønden, The Woman in Black

De to skuespillere på scenen, Ian Burns og Benjamin Stender, er sindssygt dygtige til at få skabt det uhyggelige univers.

I ‘The Woman in Black’ følger vi Arthur Kipps, som opsøger en skuespiller, der skal hjælpe ham med at fremføre en historie, som han er nødt til at fortælle, for at han kan leve videre i ro. Historien handler om, hvordan Arthur Kipps hjælper med at ordne papirarbejdet fra en afdød enke udenfor en lille engelsk by. Der er en besynderlig tavshed om den afdøde Mrs. Drablow fra byens beboere. Kipps første dag i huset byder på mærkelige lyde, og et syn af en mystisk kvinde klædt i sort. Mens Kipps får hjælp til at fortælle sin historie, begynder der at ske mærkelige ting for ham og skuespilleren, som vækker gisp og skrig fra publikum.
The Woman in Black er en gyserforestilling baseret på Susal Hills bog af samme navn. Forestillingen er filmatiseret i 2012, og så har den kørt i Londons West End i over 20 år. Forestillingen er produceret af That Theatre Company, som tidligere har opsat forestillingen i både 2004 og 2013.

Det gode og det knap så gode
‘The Woman in Black’ har alle de gode gyserelementer. En gådefuld afdød enke, en masse gamle breve, hemmelighedsfulde byboere, knirkelyde om natten, en mystisk skikkelse af en kvinde med et blegt ansigt og meget mere. Manuskriptet er virkelig raffineret, og tillader opsætningen at være utroligt simpel og lege med publikums egen fantasi. De to skuespillere på scenen, Ian Burns og Benjamin Stender, er sindssygt dygtige til at få skabt det uhyggelige univers. Vi er med på den lange togtur ud til den mærkelige lille by Crythin Gifford, og vi er med på den bumlede hestevognstur ud til det tågeindhyldede hus, hvor den afdøde Mrs. Drablow boede – alt sammen skabt kun ved hjælp af to stole, en stofvæg med lidt lys og en gammel trækiste på hjul. Når vores egen forestillingsevne aktiveres så meget, som den gør, så kommer forestillingen til at fremstå endnu mere skræmmende.

Forestillingens langsomme opbygning i første akt får stille og roligt vækket min undren og uro. Hvem var Mrs. Drablow? Hvorfor er alle byboerne så mærkeligt stille omkring hende? Og hvorfor er det så vigtigt for Arthur Kipps at fortælle denne historie?
Det finder vi på forfærdelig vis ud af i anden akt, hvor tempoet bliver markant højere. Der skrues helt op for gys og jumpscares, og stemningen bliver mere dyster. Publikum bliver så grebet, at mystikken næsten drukner i deres skrig og frygt. Det er selvfølgelig hverken skuespillerne eller producenternes skyld, at gyset har så stor effekt, men det påvirker oplevelsen så meget, at dele af historien går tabt for mig, fordi alle sidder og fokuserer på, hvornår det næste chok kommer.
The Woman in Black lykkes fuldt ud med at være en både velskrevet og uhyggelig gyserforestilling, som får publikum til at gemme ansigtet i jakken, springe op på skødet af sidemakkeren i rædsel, og grine nervøst af de skræmmende situationer på scenen. Jeg giver en stor anbefaling til alle, som kunne tænke sig lidt teatergys.

Skynd dig ind og se den, hvis
…du har lyst til at opleve, hvordan teater kan suse gennem marv og ben i en ægte gyserforestilling med alt hvad det indebærer.