Først og fremmest er Torben Toben en enormt underholdende tekst. Publikum er revet med fra starten og griner højlydt af de finurlige karakterer, som forholder sig til den ekstremt absurde situation, de står i.
Torben Toben kan handle om magtesløshed i en kompleks globaliseret verden, den kan handle om klimakrise, om den privilegerede hvide mand eller bare om ingenting, og hvad ingenting gør ved mennesker.
Torben og Frantz sidder på et værtshus og brokker sig over en verden, de altid har været utilfredse med. Med drømme om at lade den nuværende verden forsvinde og starte helt forfra, beslutter de, at Torben skal spise hele verden! Dette er er baggrunden for Line Knutzons moderne, absurde og alvorlige komedie fra år 2000. Vi følger Torben og Frantz i deres nye, omend tomme, verden med diskussioner og skænderier om, hvordan de gerne vil have alting til at foregå. Pludselig dukker Agga op, en smuk ung pige, hvis undulat er blevet korsfæstet. Torben spiser hende, men kaster hende hurtigt op igen. Pludselig dukker Povl også op, Torben spiser ham ikke, for han er blevet mæt og har ondt i maven. Karaktererne reflekterer og skændes om de gode, de dårlige og de svære ting ved den verden, som lever videre inden i Torbens mave.
Torben Toben er på mange måder kommet godt i hus med et kunstnerisk hold, der formår at få salen til at bryde ud i latter hver gang, de åbner munden.
Først og fremmest er Torben Toben en enormt underholdende tekst. Publikum er revet med fra starten og griner højlydt af de finurlige karakterer, som forholder sig til den ekstremt absurde situation, de står i. Hvad ville du fx savne, hvis den verden du kender ikke længere eksisterede? Torben ville savne at gå i 7-eleven, og Povl savner sin lejlighed på Østerbro. Knutzons tekst sætter både lattermusklerne og hjernecellerne i gang. Hvad Torben Toben i virkeligheden handler om, eller prøver at sige, er i høj grad op til den enkelte.
Torben portrætteres af den garvede Paw Henriksen, og med sig på scenen har han tre nyere skud; Karoline Brygmann, Kristoffer Helmuth og Lue Støvelbæk. Sidstnævnte bør hædres for sin uhyre komiske timing og hundehvalps-agtige ageren i forsøget på at blive venner med alle på scenen. “Du taler folk efter munden, Povl”, siger Agga, “Ja, jeg gør”, svarer Povl, selvom han mener det modsatte, men bare er konfliktsky. Karoline Brygmann er også perfekt castet som Agga, der har svært ved ikke at knytte sig til dyr og konstant mindes om sin tid på anstalten på Odden. De to udgør et umage makkerpar, som sammen overtaler både Torben og Frantz til at starte en ny verden ud fra de rester, som Torben kaster op. Hvorfor Helmuths karakter Frantz skal være så opfarende og nærmest råbe publikum omkuld fra det øjeblik, han åbner munden, er også uforståeligt, for det bliver ærligt talt en smule irriterende i længden.
Scenografien er klassisk for Teatret ved Sorte Hest; en minimalistisk og farveløs scene. Man skulle tro, at det ville fungere godt, når nu det foregår i en forsvunden verden, men på en eller anden måde kommer de tunge gardiner til at blive en så ligegyldig baggrund, at det bliver svært at forstå karakterernes voldsomme utilfredshed over den nye verden. Skuespillernes jakkesæt peger på en ensartethed, som spiller dårligt overens med den forskelligartethed, karaktererne har. På den anden side giver den minimalistiske stil virkelig plads til, at ordene får lov at stå helt tydeligt frem.
Skynd dig ind og se den, hvis
… du kan lide absurde, moderne komedier og synes, at meningsfuld meningsløshed er sjovt.
23 år. Læser Film- og medievidenskab. Jeg nyder at gå i teatret så meget som muligt! På det seneste er det gået så vidt, at jeg nu også om natten drømmer, at jeg er i teatret. Her laver jeg alt muligt spændende. Jeg får bl.a. Mads Mikkelsen til at grine og glemme sig selv i sin rolle i Klokkeren fra Notre Dame, maler Kongeligt porcelæn med Signe Egholm og glemmer mine replikker og sange, mens jeg står på scenen i årets største og dyreste forestilling. Mine drømmeroller er Julie i Frøken Julie og Blanche Bubois i Omstigning til Paradis. Det, jeg elsker mest ved Den 4. Væg er at få lov til at tale med scenekunstnere, der har en passion for det de laver og få en dybere forståelse for deres arbejde! Lige nu har jeg kæmpe teatercrush på Katrine Wiedemann og Peter Christoffersen.