Uledsaget, Mungo Park

Hvad vil det egentlig sige at være på flugt?

Hvad vil det sige at være 12 år, helt alene og på vej mod et fremmed land, som man indtil for få timer siden ikke anede eksisterede?

Hvad vil det sige at forlade sin familie og tage benene på nakken, for i dagevis at skulle vandre, sejle, fryse, ryste, græde, kæmpe, håbe … alt sammen for at kunne sikre sig en fremtid uden krig og frygt?

Disse spørgsmål har instruktør Kamilla Wargo Brekling sat sig for at besvare. I samarbejde med debattør Khaterah Parwani, der har arbejdet med flygtninge i Danmark i 15 år, har hun skabt en forestilling, der tegner et uafrysteligt billede af at være et uledsaget barn på flugt. Stykket er baseret på hundredevis af fortællinger fra flygtninge i Danmark – nu giver tre skuespillere liv og stemme til historierne. Gennem syv kapitler følger vi et utal af skæbner, men vender altid tilbage til de samme tre; Assef, Soraya og Farid – og det kunne ikke være mere aktuelt, kuldegys-vækkende og rørende.

Hvad var godt?
Der sidder de så, tre eksistenser på hver deres plastikspand, iført hættetrøjer og slidte cowboybukser. Hvert eneste ord, der rammer salen, kommermed så stor overbevisning, at man nærmest glemmer, at det er skuespillere og ikke rigtige flygtninge, der sidder foran os.Det er malende historiefortælling på allerhøjeste niveau; nogle gange skildret i 1. person, andre gange ledsaget af en fortæller, der kommenterer på handlingernes gang.

Det sceniske rum er råt og barskt, ligesom de skildrede skæbners mentale bagage, men samtidig så fint, enkelt og virkningsfuldt, som det håb, de alle besidder. Med meget få virkemidler, som de sorte plastikspande, en heftig blæsemaskine og et par blafrende presenninger, føler vi os med ét taget med på hver enkelt menneskes utrolige og forbløffende rejse. Forestillingens forskellige komponenter; lyset, musikken og div. fysiske rekvisitter, går på fineste vis op i en højere enhed. På et splitsekund går vi fra at være medpassagerer på en overfyldt skvulpende båd, til at være fanget i et dybt, mørkt og udsigtsløst hul.

Det er slående hvordan de, uanset hvor meget modstand de har mødt, står med rank ryg og løftet pande. De er stolte over det, de har opnået, og med rette – for man skal vist være mere end almindeligt stærk for at gennemføre så lang og udmattende en rejse. ”Når man flygter, så tror man, at alle ved, man flygter”, siger Samira, der har skaffet sig et falsk, fransk pas, og som portrætteres af Anders Budde Christensen. Og netop det faktum, at de mandlige skuespillere skildrer kvindelige karakterer og omvendt, sætter to tykke streger under, at vi altså alle sammen bare er mennesker, uanset køn, alder eller etnisk ophav.

Uledsaget er klart en af årets vigtigste og mest gribende forestillinger. Forestillingen giver stemme og værdighed til de mennesker, som både er blevet kaldt velfærdsturister og det, der er værre, og som umenneskeliggøres ved at få frataget basale rettigheder og ejendele. Stykket taler ikke kun til hjertet, men også til hjernen, og det forsøger at banke lidt fornuft ind i dem, som ikke forstår, hvor vigtigt det er at møde andre mennesker med åbenhed og tolerance.

Hvad var mindre godt?
Der er en underlig dobbelthed i de sekvenser, som er tilført humor, for selvom de tunge temaer unægteligt også kræver lidt letsindet modvægt, kan det føles ambivalent at grine. Det er komisk, men samtidig også usandsynligt tragisk, og man ved hverken, om man skal grine eller græde. Stykket bliver desuden en smule langt – men omvendt viser det også stor respekt for de involverede, at der gives tid til hver enkelt beretning, og havde man kortet noget fra, havde udtrykket måske ikke stået så stærkt som nu.

Det kan ikke siges nok; denne her forestilling er vigtig, vigtig, vigtig! Den er intelligent, men lettilgængelig, og helt klart et must for alle, der ønsker dybere indsigt i mennesket bag flygtningetitlen.