VideoUnge & Voksne

Halløj på tyrolerhotellet

Folketeatret puster igen støvet af en kendt og elsket operette. Tag med til de østrigske alper til en munter Sommer i Tyrol.

Her klinger de kendte og elskede toner fra sange som Ja, ja, ja – nu kommer jeg og Man kan jo ikke gøre for at man har charme, mens der på gæstgivergården “Den hvide hest” hersker en stemning af rent halløj på tyroler-hotellet. Overtjener Leopold har forelsket sig i værtinden Josepha, som er forelsket i undertøjsfabrikanten Sülzheimer, som mest er forelsket i sig selv, indtil han møder den charmerende, læspende Clara.

Amorinerne flyver forvildede rundt over alpetoppene og vikler sig ind i en tvist mellem de konkurrerende fabrikanter Sülzheimer og Møller om, hvorvidt den nyopfundne undertøjs-heldragt skal knappes fortil eller bagtil. Først da selveste Kejser Franz Joseph træder til, finder både knapper og kærlighed deres rette plads.

Instruktør Rolf Heim har bearbejdet med en kærlig hilsen til komedie-serien Halløj på Badehotellet og et skævt blik på den danske filmversion af denne elskede, musikalske komedie.