Er man til spøgelseshistorier, så er man in for a treat med forestillingen ’Sarah’
Sarah er en efterfølger til forestillingen Clara, som spillede på Zangenberg Teater tilbage i januar 2018. Vi følger igen James Iron, som nu ikke bare har mistet sin datter Clara men også datteren Sarah. Dengang han mistede Clara, blev han hjemsøgt af en spøgelsespige, som til forveksling lignede hans afdøde datter. Denne gang er James taget til et gammelt hus i Crow Woods for at finde ro efter tabet af datteren Sarah, som døde i en forfærdelig brandulykke. Men ro, det finder han ikke. Der begynder igen at ske mærkelige ting, og James er bange for, at historien med den hjemsøgende spøgelsespige skal gentage sig.
Forestillingen er skabt af The Clara Foundation, og 10% af billetindtægten går til familier, der har mistet et barn.
Det gode og det knap så gode
James Iron sidder og læser et af de gamle breve, han har fundet, da lyset pludselig går ud. Han råber efter hjælp, men ingen svarer. En banken inde fra klædeskabet begynder. Slagene bliver langsomt voldsommere og voldsommere, indtil skabsdøren pludselig går op og… ja, så vil jeg ikke afsløre mere. Forestillingen Sarah er en gyserforestilling, med alt hvad det indebærer. Jeg synes, at noget af det skønneste ved gyserteater er, at der skal så få midler til at skabe en fuldstændig gennemsyrende uhyggelig stemning, så publikum sidder og rører uroligt på sig, skriger og hopper op på skødet af sidemakkeren. I Sarah skabes det mystiske univers med én skuespiller, et soveværelse, lyssætning og et komplet og detaljeret lydunivers. Mere skal der ikke til for at skabe de gruopvækkende øjeblikke i den lille forestilling.
Selvom lydsiden er gennemarbejdet og har et dygtigt skuespillerhold bag sig, så kommer det til at fylde alt for meget for min smag. I de første mange minutter af forestillingen er scenen helt mørk, og vi kan kun høre et speak. I løbet af forestillingen er der ligeledes mange scener, som udelukkende bæres af lyd. Hele samtaler foregår mellem skuespilleren på scenen og en voiceover, som svarer. Det synes jeg er ærgerligt, når nu der er en teaterscene, hvor jeg gerne vil se handlingen udspille sig.
Gyset kræver desuden en god opbygning, hvilket Sarah er lykkedes med. Allerede på James Irons togtur ud til det mystiske sted, får jeg på fornemmelsen, at der er noget helt galt. Ligeledes bruges gamle breve og dagbøger til langsomt at afsløre Crow Woods dystre fortid. Historien bliver dog en anelse for gentagende af sin forgænger Clara, og jeg er ikke sikker på, hvad Sarah giver af nye input, som ikke allerede blev givet i Clara. Men har man ikke set Clara, og er man til spøgelseshistorier, så er man in for a treat med forestillingen Sarah.
Skynd dig ind og se den, hvis
… du gerne vil se en mild men god gyserforestilling. Eller hvis du har en date, som du gerne vil sidde lidt tæt med.
Jeg er 24 og studerer digital design og kommunikation på IT-universitetet. Jeg har været interesseret i teater siden jeg som 10-årig spillede von Trapp-barn i The Sound of Music. Musik og teater har lige siden været en stor del af mit interessefelt, både som udøver og tilskuer. Jeg er især optaget af sjove karakterer, lyduniverser og sceneteknisk nytænkning.