BlogUnge & Voksne

Zangenbergs Teater, Boldbanen

Boldbanen rammer i nogle scener en følelse, der giver mindelser om tv-serien SKAM.

Teaterkollektivet Teater [døgdi] er rykket ind på det lille børneteater Zangenbergs Teater i indre København med deres nyeste ungdomsforestilling Boldbanen, en forestilling om grænser, forelskelse, jalousi og alle de komplekse følelser der følger med, når man står et sted mellem barn og voksen. Historien tager udgangspunkt i præstens datter, Silja, der skal flytte fra en lille landsby ind til byen. Egentlig skulle det slet ikke være gået sådan, men efter en fest, hvor hun endte med en fyr på en madras på boldbanen, er det hele eskaleret. Ærkefjenden Laura har startet en gruppechat med Silja som eneste fokus, og så er der pludselig blevet skrevet “Luder” på præsteboligen. Så den sidste aften før flytningen, inviterer hun sin bedste ven, som er taget, men som hun er forelsket i, Benjamin, ud på boldbanen, hvor ikke alt går som det burde.

VI MENER
Det er med ret høje forventninger, at jeg går ind i den lillebitte børneteater-sal, for jeg har hørt meget og kun godt om Teater [døgdi]. Men jeg har aldrig selv set en af deres forestillinger. Boldbanen er altså mit første møde med teaterkollektivets ungdomsforestillinger, og hvilket førstehåndsindtryk jeg fik! Havde det været en date var jeg nok gået derfra med et lille crush.

Det er smerteligt at være ung, alt er omgivet af en tåge af forvirrede følelser, identitetsskabelse og grænser, der skal krydses og grænser, der skal sættes. Det er hele forestillingens præmis, og selvom det er Boldbanens hovedperson Silja, som det er særligt smerteligt for, er grænsen mellem barn og voksen også svær for Siljas bedste ven Benjamin og hans kæreste (og hendes ærkefjende) Laura. Alle tre kæmper de på teenageværelserne en mere eller mindre eksistentiel kamp, der får fatale konsekvenser for dem alle. Skuespillerne er sublime og skrøbelige i deres portrættering af jalousi, skam og forelskelse – de rammer det mix af halsbrækkende ivrighed og rystende nervøsitet, som teenagelivet tit består af.

Boldbanens helt store styrke ligger i den ærlighed, den skildrer sin historie med. Det bliver aldrig en eventyrbog, hvor Silja til sidst ender lykkelig til sine dages ende, men det kammer heller aldrig over på en overdreven OBS-måde. Jeg tror, at mange unge kan genkende sig selv i de problematikker og følelser forestillingen rummer. Nok er historien om Silja på madrassen på boldbanen ikke genkendelig en-til-en, men skuespillerne og dramatiker Josephine Eusebius forstår at skildre følelserne i den historie, så den bliver relevant og genkendelig for alle, der er eller har været teenagere. På den måde rammer den i nogle scener en følelse, der giver mindelser om tv-serien SKAM.

Det er tydeligt, at Teater [døgdi] har målgruppen for øje og forstår at formidle teater-mediet til et generelt set ikke så teater-vant publikum. Der er masser af humor, der får forestillingen til at flyde godt og hjælper publikum med holde koncentrationen, og så gør den brug af en masse krydsklip mellem scenerne i for- og nutid, så vi ofte bliver efterladt på en cliffhanger, et greb der bliver ved med at sikre fortællingens fremdrift.

Irene Kleisdorff Hougaards scenograf består ikke af flere elementer, end der kan tælles på en hånd. Et trykt sennepsgult tæppe udgør scenegulvet, mens to af den salgs mini-fodboldmål, man kender fra idrætstimerne i folkeskolen, tre lange, flytbare bander og et stort klæde, der dækker bagscenen, er alt scenografien rummer. Bander og mål bliver gang på gang omrokeret, så de ændrer form og betydning på både det fysiske og det symbolske niveau. Særligt målene bruges intelligent som en let forståelig, men ikke desto mindre meget effektiv metafor for Siljas sindstilstand, når hun barrikaderer sig inde i dem med et mål på hver side som skjold.

Boldbanen er et relevant teenagedrama, der helt sikkert vil få enhver folkeskolelærer til at klappe begejstret i hænderne, for den inviterer sit publikum til refleksion over identitet og grænser. Men den gør det helt fri for løftede pegefingre eller en aura af danskbog og pensumlæsning.

Af: Marie Krakau

Af Den 4. Væg
En teaterpodcast, som tager lytterne med helt op på de skrå brædder og forsøger at vise dem teatrets mange vidunderlige ansigter. Vi snakker om teater og med teater - og det værende både de store og små! I hvert program taler vi med aktuelle personligheder og forsøger at give dig et overblik over, hvad for noget teater, der er på de danske teaterscener lige nu, og som vi mener, er værd at kaste sine sparsomme penge efter. Bag Den 4. Væg står Clara Lindstrøm Gleerup og Line Kirsten Nikolajsen.