For 77 år siden sad den tyske forfatter og lyriker Bertolt Brecht i eksil i Svendborg; her sad han under ‘det danske stråtag’ og skrev digtsamlingen Svendborgdigte – en digtsamling, der stadig i dag giver et frygtindgydende og aktuelt billede af Europas nuværende krigs- og flygtningesituation.
Bertolt Brechts Svendborgdigte er en aktualisering og iscenesættelse af Brechts gamle digtsamling. De to skuespillere, tyske Leif Erik Young og danske Jens Gotthelf, akkompagneres på smukkeste vis af Søren Huss’ kuldegysfremkaldende stemme. Leif Young giver den som Brecht og reciterer digtene på tysk, mens Jens Gotthelf giver den som energisk oversætter. De spørger, hvorfor og for hvad vi egentlig kæmper i dag: Hvordan forsøger vi at ændre verden? Er Facebook vor tids slagmark med uendeligt ligegyldige statusopdateringer, og bliver verden et bedre sted med en Seebach-musical? “Åh, hvilken dyster tid vi lever i!”
Det gode og det knap så gode
På scenen står kun et klaver og et træ, der er på randen til at tabe sine sidste blade. I baggrunden hører vi regn. Stroboskoplyset åbner forestillingen og pludselig sidder en sortklædt Søren Huss ved klaveret. Han slår første tone an, og så hører man hans smukke stemme; det er uundgåeligt ikke at få kuldegysninger. Som forestillingen skrider frem, ruller tre store stofruller ned på bagscenen. På stoffet står hver enkelt digts titel; sommetider oversættes digtet til dansk, nogle gange til tysk. På den måde bliver vi aldrig helt tabt – trods sprogbarrieren. Scenografien er simpel og smukt.
Til at starte med kan jeg simpelthen ikke følge med, fordi jeg, trods 5-6 års tyskundervisning, ikke forstår de tyske digte. Det irriterer mig helt vildt, men som forestillingen skrider frem, forstås det også, at det måske netop er meningen. På den måde italesættes sprogbarrieren mellem herboende og nytilkomne uden eksplicit at blive italesat. Gotthelfs energiske oversætter forsøger til det ypperste at oversætte Brechts digte direkte, men i sin iver for at få os til at forstå, bliver han revet helt ud af den – han er så bange for, at vi ikke forstår; at vi mister meningen. Han frygter i det hele taget, at kunsten simpelthen ikke kan bekæmpe krig og ødelæggelse. Det er det spørgsmål, forestillingen forsøger at italesætte for os: kan kunst hjælpe os i nød?
De musikalske indslag af Søren Huss er uden tvivl aftenens største højdepunkter, for hver gang Huss sætter sig ved klaveret bliver rummet helt stille, og man kan ikke gøre andet end helt og holdent at overgive sig selv til hans fortælling. Det er i disse bidder af forestillingen, jeg for alvor forstår Brechts digte. Som de to skuespillere så rigtigt fortæller, kan kun musikken oversætte kunsten og ramme os i hjertet. Vi står sammen i kunsten. Spillet mellem Young og Gotthelf er så fint, og til tider også virkelig sjovt. Youngs portrættering af Brecht er smuk og rørende – og selvom sproget til tider er en barriere, rammer han alligevel plet et sted i hjertet.
Hele forestillingen er så fin og stille, at da der pludselig bliver hamret på klaveret, trommerne og flygelhornet, dundrer det for ørene. Pludselig er det ikke længere særlig rart at lytte til. Her kammede det desværre lidt for meget over i det fjollede og skabede, og det fratog desværre forestillingen noget af det smukke, der ellers herskede og fungerede så godt.
Søren Huss siger så fint, at han er rørt af smerten og forbandet over relevansen i Brechts digtsamling. Han har ret. Bertolt Brechts Svendborgdigte er rørende, absurd relevante og skildrer den frygt, der er til stede os alle. Brecht forsøgte at sætte ord og billeder på den forfærdeligt smukke verden, han elskede og frygtede.
Du skal se den, hvis…
… du trænger til en smuk iscenesættelse udover det sædvanlige og hvis du, som alle andre, ikke helt kan få nok af Huss’ eminente stemme.
23 år. Læser Film- og medievidenskab. Jeg nyder at gå i teatret så meget som muligt! På det seneste er det gået så vidt, at jeg nu også om natten drømmer, at jeg er i teatret. Her laver jeg alt muligt spændende. Jeg får bl.a. Mads Mikkelsen til at grine og glemme sig selv i sin rolle i Klokkeren fra Notre Dame, maler Kongeligt porcelæn med Signe Egholm og glemmer mine replikker og sange, mens jeg står på scenen i årets største og dyreste forestilling. Mine drømmeroller er Julie i Frøken Julie og Blanche Bubois i Omstigning til Paradis. Det, jeg elsker mest ved Den 4. Væg er at få lov til at tale med scenekunstnere, der har en passion for det de laver og få en dybere forståelse for deres arbejde! Lige nu har jeg kæmpe teatercrush på Katrine Wiedemann og Peter Christoffersen.