Skynd dig ind og se den, hvis
… du vil se en smuk vanvidsforestilling med skuespil i den bjergtagende ende af skalaen.
Det kilder lidt i teaterhjertet, når man på programmet finder en forestilling, som rent faktisk er skrevet til teater oprindeligt. Sådan en forestilling er Tennessee Williams klassiker Kat på et varmt bliktag. Vi er i sydstaterne, hvor patriarken Big Daddy (Olaf Johannessen) har inviteret hele familien Pollitt til fødselsdagsfest. Hele familien ved, at dette nok bliver Big Daddys sidste fødselsdag, da han lider af kræft. Alle ved det – på nær Big Daddy selv. Den omsorgsfulde familie er måske ikke helt så uskyldigt kærende som på overfladen og i deres ihærdige forsøg på at gøre sig bemærket til arven, bryder kaoset løs. Det er en kernefamilie ude af kontrol, hvor dysfunktionaliteten ligger som en stor dyne omkring dem. Alle forsøger de at nå hinanden, men løgne, had og jalousi står i vejen. De er håbløst desperate efter bare en smule af den kærlighed og anerkendelse, de hver især synes, de fortjener, og i deres egen forhippede jagt, glemmer de al form for selvrespekt og næstekærlighed.
Instruktør Minna Johannesson har med sin version af Kat på et varm bliktag sørget for, at galskaben for alvor får frit løb på Betty Nansen Teatret.
Det er afgjort en teksttung klassiker Betty Nansen Teatret har kastet sig over med den her, og der skal virkelig stærke kræfter til for at give en sag som denne liv. Heldigvis er det lige præcis, hvad der er på spil; virkelig stærke kræfter! Både på og bagved scenen. Historien er sat i en overdådig ørken-scenografi med 70’er-æstetik, røvballegardiner og guldpalmer af Christian Friedländer, som kan få et ethvert modemagasin til at savle. Det er virkelig lækkert at se på og indikerer med det samme, at vi godt kan forvente os et forsøg på at give klassikeren lidt ny kant. Heldigvis har man dog også turde at holde fast i de lange tekstpassager, og det er en sand fryd at se, hvordan Johanne Louise Schmidt med sin dybe kantede stemme nailer Maggies næsten halve times lange monolog, hvor hun ikke får meget andet modspil end hendes mand, Bricks (Patrick Baurichter), korte mumlende svar. Det synes som om, at hun netop finder nerven i frustrationen over den manglende modstand, og det kræver altså en skuespiller af format at løfte det så flot og mærkbart, som det her er tilfældet.
Det tragiske smelter total sammen med det komiske, når familien Pollitt samles, og jeg griner flere gange højt, når de fem børnebørn igen og igen kommer syngende ind over scenen på de mest upassende tidspunkter anført af deres fantastisk irriterende mor, Mae Pollitt (Kitt Maiken Mortsen), eller af hendes mand, Goober Pollitts (Mikkel Arndts), desperete forsøg på at smuglytte til alle de samtaler, han ikke får lov at være en del af. Det hele går op i en højere frustrerende enhed, da Mae, uden skyggen af situationsfornemmelse, skingert og tvivlsomt skønt begynder at synge ‘Amazing Grace’. Her synes galskaben at peake og midt i min højlydte latter, tænker jeg for mig selv, at jeg måske bare griner i ren afmagt over, hvor voldsom irritationen og frustrationen er. Den betændte stemning på scenen kan mærkes helt ned i salen og helt ind i sjælen. Da første akt afsluttes med en tomt stirrende Big Daddy siddende med en fødselsdagskage midt i et larmende og altomsluttende kaos af en familie, er jeg ved at eksplodere og tænker for mig selv: “Hvis ikke snart nogen skriger og sparker i afmagt på den scene, så gør jeg!”. Wow, hvor er det fedt, når teater på den måde kan overbevise sit publikum og få dem til at mærke så tydeligt.
Heldigvis kommer afmagtens skrig i 2. akt, og så kommer smerten for alvor rullende. Patrick Baurichter og Olaf Johannessen sender smerten helt derind, hvor det rigtig kradser. Det er næsten ikke til at bære, da far og søn konfronterer hinanden med al deres indestængte smerte, og maskuliniteten står i vejen for at tårerne får frit løb. Det havde været så nemt for de to skuespillere bare at lade tårerne flyde og på den måde vise sorgen, men det gør de ikke. De holder dem tilbage, og lader dem blot glimte lige inde bag de hårde øjne, og det er hundrede gange mere effektfuldt. Jeg har kuldegysninger over hele kroppen og mærker mine egne øjne blive fugtige. For pokker, hvor er det dygtigt skuespil af de to herre. Fremragende – intet mindre!
Kat på et varmt bliktag er imponerende godt teater, og det kan varmt anbefales, at man her i vintermørket bevæger sig ud på Frederiksberg og får sig et lille stykke med familiegalskab. Det er en eminent opsætning, og man får virkelig lyst til at være et bedre menneske efter at have brugt et par timer i familien Pollitts selskab.
Laver til dagligt en masse forskelligt mediearbejde og er i virkeligheden et eller andet sted også i gang med en kandidatgrad i Film- og Medievidenskab. Teater og skuespil har dog en helt særlig plads i mit hjerte. Jeg vil nok altid have en 13 årig lille pige inden i, som vil blive ved med at drømme om at blive stor skuespillerinde. Der er i min verden intet så forførende som teater, og jeg lader mig ofte rive med og blive helt opslugt. For mig er teatret den mest fantastiske form for pause fra den hurtige verden uden for. Jeg er ret pjattet med poesi i teaterform, som er et af de mest oprigtige pusterum med plads til eftertænksomhed, jeg kender til. Desuden er min teatersuperhelt lige nu Elisa Kragerup!