BlogUnge & Voksne

Den Politiske Kandestøber, Folketeatret

Den norsk-danske dramatiker Ludvig Holbergs første komedie; skrevet i 1722, men her præsenteret i en moderne og syret indpakning anno 2017.

Kandestøberen (Henrik Kofoed) er træt af sit erhverv og vil meget hellere læse kloge bøger og involvere sig i de politiske beslutninger, der tages i byen. Det mener han, at han er god til, og det mener hans kammerater; Parykmageren, Malermesterinden og Buntmageren, for den sags skyld også. Da den herskende magt får nys om dette, sætter de en komedie op, hvor Kandestøberen narres til at tro, at han er byens nye borgmester. Kandestøberen og hans kone forsøger med den nye titel febrilsk at passe ind i det bedre borgerskab, men at være borgmester er hårdt arbejde, og det varer ikke længe før arbejdsbyrden bliver for tung og Kandestøberen for alvor får røven på komedie.

Holbergs gamle komedie har fået en seriøs visuel make-over med et ordentligt skud farver. Scenografien, som er skabt af Stine Martinsen, er en visuel fryd for øjet; indbydende, dynamisk og let at flytte rundt, så der hele tiden kan skabes nye rum og stemninger på scenen. En palet af syrede neonfarver udbreder sig for øjnene af os i samtlige kostumer, kulisser og rekvisitter, hvilket giver omgivelserne en fed techno-firser-feeling. Musikken i forestillingen er dog alt andet end technoagtig, og er holdt autentisk med klassisk musik fra 1700-tallet, hvilket afbalancerer det moderne og holder stykket tro mod den tid, det rent faktisk er skrevet i.

Alle skuespillerne gør det virkelig godt. Henrik Kofoed portrætterer en nærværende og helstøbt kandestøber, Mette Horn er skøn som hans hårdføre hustru og Torben Zeller og Søren Hauch-Fausbøll gør som altid stort indtryk med fantastisk mimik og indlevelse, selv i mindre, supplerende roller.

De formår at flette aktuelle sager ind fra den danske politiske scene og refererer bl.a. til aktører som Joachim B. Olsen og Bertel Haarder – og i en nærmest propagandalignende pølseprotest i midtbyen, sendes der endda associationer til Donald Trump og hans groteske måde at vinde befolkningens tillid på. Sproget er gjort lettilgængeligt, så man kan følge med, men tangerer til tider til det letkøbte. Havde man udeladt en smule af de jokes, der er placeret lidt for lavt under bæltestedet, havde stykket ikke momentvis virket så plat. For i forsøget på at gøre det nutidigt, bliver det ofte lidt fjollet, og det er en skam, da stykket i sig selv stadig er vedkommende og relevant i dag.

Af Trine Berg Balle, Den 4. Væg
24 år. Læser film- og medievidenskab og har været pjattet med teater siden jeg som 4-årig så Eventyrteaterets udgave af Svinedrengen. Jeg kan godt lide abstrakt og gakket teater, og er det spicet op med musik eller sang, er det bare icing on my cake! Dog kan musicals godt kamme lidt over, og jeg står af, hvis skuespil bliver for teatralsk. I min egen (prægtige) teater-karriere har jeg primært spillet mor-roller eller den forvirrede kanin fra Alice i Eventyrland, så nu befinder jeg mig blandt publikum, når tæppet går fra. Kan jeg kombinere en teateroplevelse med en efterfølgende tur i baren, har det bare været den perfekte aften!