Benjamin Kitter får hele salen til at klappe sig selv på lårene over sin hylende morsomme mimik og lækre fysiske spil. Anders Skov Madsen stjæler al opmærksomhed så snart han åbner munden og råbende fremfører sin svensk-finske smøre.
Ding Dong (også med titlen Klokkeværket) er en fransk farce af Georges Feydeau. Lyset dæmpes, og den smukke Leonora Valentinus bliver jagtet hen over scenen af skørtejægeren Oskar Pasternak, som inderligt gerne vil tage hende som elskerinde. Da Leonora er lykkeligt gift med Rickard Valentinus, har hun dog ingen interesse. Hun informerer hun Oskar Pasternak om, at hvis Hr. Valentinus skulle tage sig en elsker, ville hun øjeblikkeligt hævne sig ved at gøre det samme. Oskar er henrykt, men han er ikke klar over, at Leonora har udset sig en anden som sin potentielle elsker – nemlig charmøren Carl Romstad, som er ven af huset. Herefter fortsætter stykket i bedste farcestil med pik og patter-jokes og falde på halen-humor. Utroskab og dramatisk udtænkte planer præger resten af stykket.
Det gode og det knap så gode
Ding Dong aktiverer publikums lattermuskler hist og her, men der er langt mellem grinene i de lange scener mellem Pastinak og Leonora. Til gengæld så brillerer flere af birollerne.
Carl Romstadt (spillet af Benjamin Kitter) får hele salen til at klappe sig selv på lårene over sit hylende morsomme mimik og lækre fysiske spil. Mirko (spillet af Anders Skov Madsen) stjæler al opmærksomhed, så snart han åbner munden og råbende fremfører sin svensk-finske smøre.
Ligeledes spiller Trine Pallesen forrygende som Amanda Schmidt-Meyer den sensuelle enke, som kaster sig over hver en mand. Men ingen ros uden ris, og desværre er der overvejende mere ris. Scenografien er kluntet, og i enkelte scener virker det, som om sceneskiftene ikke bliver helt fuldført, hvilket er enormt ærgerligt og går ud over forestillingens rytme og tempo.
Der er en del gange, hvor skuespillerne har ryggen til publikum, og om dette er en overseelse eller blot et bevidst kunstnerisk valg, ved jeg ikke, men jeg ved, at publikum op til flere gange bliver holdt udenfor handlingen af kolde rygge. Magareta, den finske elskerinde til Hr. Valentinus, har et dejligt fysisk spil, men hendes replikker er snøvlede og for det meste slet ikke til at forstå, hvilket er en skam, da det, der er forståeligt, er utrolig sjovt.
Instruktøren har valgt at bruge slowmotion-effekter i løbet af stykket, og det er i teorien en rigtig god idé, men i fremførelsen en total katastrofe. Det er, som om hver skuespiller kører slowmotion i sit eget tempo, hvilket desværre resulterer i et forvirrende scenebillede, der tager pusten ud af forestillingen.
Skynd dig ind og se den, hvis
… du er til klassiske farcer, falde på halen-komik og har lyst til at lade dig forføre i teatermørket.
Gæsteanmeldt af: Emma Cæcilie Østrup Kristensen.
Sponsoreret af Teaterbilletter.
Jeg er 26 år gammel, bosat i Odense, selv aktiv som scenekunstner, og er samtidig medstifter af Scenoskop Festival og aktiv i NEATA projektet, som skal samle ungdomsteater i Norden. Teatret kan noget som ingen anden kunstart kan, og jeg er enormt interesseret i at se, hvilken vej scenekunsten udvikler sig. Samtidigt kan jeg sagtens lade arbejdsbrillerne ligge derhjemme og gang på gang blive blæst bagover af teatrets magi.