BlogBørn & Familie

Teatret Zeppelin, Drengen der fik en hunds hjerte

En skøn og poetisk fortælling, som kan sætte tanker i gang hos både store og små. Hvorfor er det så svært at være menneske? Ville det måske være nemmere, hvis man bare var en hund?

Familieforestillingen Drengen der fik en hunds hjerte handler om en ensom dreng, som får stjålet sit hjerte af en uhyggelig kvinde. Hun lever af at sælge hjerter, og drengehjerter er nogle af de bedste pga. deres mod og ærlighed. Hun erstatter drengens hjerte med en hunds hjerte, mens hunden får hjertet fra et firben. Drengen mistænker den onde kvinde for også at have stjålet hans søster, som har været væk i lang tid. Drengen og hunden rejser ud i den kolde vinter for at finde kvinden, så de kan få søsteren og deres hjerter tilbage, mens de langsomt tilegner sig flere og flere træk fra deres nye hjerter. På deres færd møder de englen Mi, som hjælper dem videre, når det ser allermest sort ud. Forestillingen er baseret på børnebogen af samme navn skrevet af den prisvindende forfatter Louis Jensen.

I en tid, hvor Danmark er fyldt med skilsmissefamilier, og hvor de skæve familieforhold til tider går ud over børnene i form af ensomhed og savn, er Drengen der fik en hunds hjerte oplagt til at skabe samtale om netop denne slags problematikker. Om drengen virkelig får en hunds hjerte, eller om det bare er noget han drømmer, må være op til fortolkning.

Som altid formår Teatret Zeppelin at skabe en fabelagtigt smuk forestilling. Rekvisitter, kostumer, musik og teknik er af højeste kvalitet. Det hele er blevet til med ægte børne- og teatermagi, og forestillingen er en fryd for øjet. Bare for at nævne nogle af de kreative elementer er der fx skabt et firben-kostume, som kan miste halen og et kødben bundet ind i vingummi, så det ser ud, som om skuespilleren spiser kødrester fra et rigtigt ben.
Skuespillerne gør et fint stykke arbejde, men til tider bliver replikkerne desværre leveret noget stift, hvilket bryder med det fantasifulde og barnlige univers.

Ligeledes bliver handlingen lidt rodet. Karakterer kommer og forsvinder, uden jeg altid forstår hvorfor. Det gør også, at historiens progression ikke står helt skarpt for mig, og jeg er nogle gange forvirret over, hvad der sker, hvor vi befinder os og hvorfor.

På trods af en virkelig smuk forestilling og en grundlæggende vigtig og skøn historie synes jeg ikke, at Drengen der fik en hunds hjerte når helt i mål med at få skabt en fuldstændig helstøbt fortælling.

Skynd dig ind og se den, hvis
…du har lyst til at se en familieforestilling, som er utroligt smuk og professionel, og som har et vigtigt budskab.

Af Anne Louise Slott Thorborg, Den 4. Væg
Jeg er 24 og studerer digital design og kommunikation på IT-universitetet. Jeg har været interesseret i teater siden jeg som 10-årig spillede von Trapp-barn i The Sound of Music. Musik og teater har lige siden været en stor del af mit interessefelt, både som udøver og tilskuer. Jeg er især optaget af sjove karakterer, lyduniverser og sceneteknisk nytænkning.