Vivi Holm, cand. mag & teaterspotterUnge & Voksne

Enetime, Teatret ved Sorte Hest

Ionesco har sagt om sin forestilling ‘Enetime’: “Det er den sande vej ind i mit eget mørke, vores mørke, som jeg søger at få frem i dagens lys”. Hermed blændes der op for en intens oplevelse, hvor hver lille replik i sin enkelthed får betydning.

Morgendagen er min!
Forestillingen omkranses af en af sangene fra filmudgaven af ”Cabaret”, Tomorrow belongs to me”, hvis handling er lagt lige der, hvor verden går i brand.

Og det gør den også for eleven og professoren i ”Enetime” (fra 1951). Vi møder dem i professorens helt anonyme og stiliserede lejlighed, hvor han skal hjælpe eleven frem mod en magisterkonferens, efter at hun har bestået spektret af studentereksamensmuligheder.

Smertens mørke
Absurditeten begynder som en mosaik for vores tilskuerøjne med både det skæve i visualiteten og i de små ord, der vokser til dynamiske fangstredskaber, som professoren holder sin elev fast med. Hun reagerer helt menneskeligt med at få ondt, – ikke i maven eller hovedet, men i tænderne. Han bruger ordene som en indre drivkraft, en ”trappe” ind i sit eget mørke, hvor behovet for den indre frigørelse, driftsrealiseringen og magtudøvelsen ikke kan stoppes af hendes yderst velspillede råb om forståelse.

Vi er vidner til en manifestering af, at mennesket er et konglomerat af ”behov”, og at vi ikke formår at tage ansvar for, at de slippes løs i samværet med andre mennesker. Magtmennesket vil altid være i vores samfund, viser Ionesco os. Med perspektiver til ‘Cabaret’ får vi en ”knage at hænge vores afmagt på”, alt mens ”Tomorrow belongs to me” toner ud over os efter en blændende teateroplevelse.

Mon ikke Ionesco ville have sagt….
“Hvad sagde jeg?”
Vi er ikke blevet klogere på fortiden. Lad mig som et kuriosum tilføje, at der på YouTube ligger en Donald Trump-parodi, hvor han stiger ud af et fly, og vi hører sangen ”Tomorrow belongs to me”, alt mens han tiljubles af en større menneskemængde. Da sangen forstummer, er der lagt et Trump-citat ind som reallyd: ”There is something we can not control”. Eugéne Ionesco døde i 1994, så det nåede han ikke at opleve.

Af Vivi Holm, cand. mag & teaterspotter
Lærer og cand. mag. i teatervidenskab. Teateroplevelsen er for mig et liv i fortættet form, hvor jeg sidder og lader mig opsluge af ordene, af gestikken og ikke mindst af mimikken, - og det hele set midt i en valgt scenografi, som måske underbygger, måske provokerer min oplevelse af forestillingen. Genrermæssigt vælger jeg bredt: de store klassikere som Strindberg og Henrik Ibsen, der lader sine figurer gradvist krakelere – de aktuelle ”temaspil” om eksempelvis at forholde sig til nydanskere i vores land eller måske til alvorlig sygdom i vennekredsen – de postmoderne opsætninger af klassikerne – men også meget gerne nyskreven dansk dramatik, som rammer lige ned i en hverdagssituation med normer og vaner, hvor der kunne være behov for nytænkning.