”Giv mig mit røvhul tilbage”. Med den replik er tonen slået an til en grotesk og humoristisk forestilling, som ikke er virkelighed, men hvor effektivisering og besparelser i hospitalsvæsnet giver os ideer om, hvor vi step by step kan ende, hvis vi ikke siger fra.
Et tragikomisk spil om vores sundhedsvæsen ……
Iscene.dk omtaler forestillingen ‘Hospitalet’ med ordene: ”Det er på samme tid MORSOMT, ABSURD, DRAGENDE, SKRÆMMENDE og med så rigeligt stof til eftertanke”. Jeg vil tilføje ordene GROTESK, UNDERHOLDENDE, SPIDENDE, EKSTREMT …….. en karikering af den retning, det danske hospitalsvæsen (måske) bevæger sig i: En forestilling med Bid, Bæ og Blod.
Dramatikeren Christian Lollike giver os sit indblik i, hvor vores sygehusvæsen kan blive ført hen, hvis vi ikke gør os den udvikling klar, som hospitalerne af effektiviserings- og besparelsesårsager bevæger sig mod.
Det er samlet set ikke virkeligheden, vi præsenteres for, men hvert af de elementer, forestillingen er bygget op over, er dem vi kender fra dagspressen eller måske fra egen families kontakt med sundhedsvæsnet.
Lidt efter lidt får vi det hele i live-udgaven spillet frem på scenen:
Usikkerheden om, hvor man helt konkret skal møde ……. Og om man så kan være heldig at få kontakt med en læge, hvor patientens næste oplevelse så er, at lægen er for stresset til andet end at udstede en eller anden form for ”dom” med kryptiske latinske betegnelser efterfulgt af en række recepter, som Danmark forhåbentlig giver tilskud til (- om det nås, inden patienten dør af sin sygdom).
(En lang sætning, – men ordflommen som selvforsvar er også overvældende hos lægerne på hospitalet.)
Der er effektiviseringskrav i kombination med den disponible arbejdskraft, og det betyder, at hver måned har sit antal operationer, som foregår nærmest pr. automatik: ind med patienten, operer for den spontant stillede diagnose (uden forudgående lægekonference) …………… og så vågner patienten op midt på dagen og konstaterer, at han har fået en stomi, hvilket slet ikke var blevet varslet.
”Giv mig mit røvhul tilbage”, er mandens råbende reaktion med en konstatering af, at det var der i morges, før han blev bedøvet!
Sygeplejerskernes stress er i ildevarslende stigning, for effektiviseringen fratager dem muligheden for drage omsorg for patienternes helbredelse, – end sige passe dem, så for at overholde arbejdstiden for de ansatte og mindske tiden til den enkelte patient, dekreteres der en sløvhedsskabende bedøvelse, så patienterne bare sidder og småsover uden at spise. Så er de lettere at passe!
Og sådan får skuespillerne hen over forestillingens små halvanden times spilletid samlet en mosaik af groteske advarsler om, at vi er ved at bevæge os ind i en situation for vores sundhedsvæsen, som vi simpelthen ikke kan forsvare.
Det er leg med døden, ”- men derhen skal vi jo alle, og min familie har allerede opgivet, at jeg bliver rask. Hjælp mig ved at stoppe behandlingen, lad mig dø!”
Men næ, nej, det ansvar tager ingen på sig, om end man måske i bagklogskabens lys kunne sige, at det havde været mere nådigt end at udsætte patienterne for denne nedbrydning af vores aktuelle hospitalsvæsen, hvor man ikke mere HELBREDER patienterne som hele mennesker, med KURERER deres sygdomme og glemmer resten.
SORT / HVIDs ”Hospitalet” er et lystspil med bid. Det er akkompagneret af publikums lejlighedsvise, høje grin over de ekstreme splatterscener, det er galgenhumor og morbid ironi.
Sponsoreret af Teaterbilletter.
Lærer og cand. mag. i teatervidenskab. Teateroplevelsen er for mig et liv i fortættet form, hvor jeg sidder og lader mig opsluge af ordene, af gestikken og ikke mindst af mimikken, - og det hele set midt i en valgt scenografi, som måske underbygger, måske provokerer min oplevelse af forestillingen.
Genrermæssigt vælger jeg bredt: de store klassikere som Strindberg og Henrik Ibsen, der lader sine figurer gradvist krakelere – de aktuelle ”temaspil” om eksempelvis at forholde sig til nydanskere i vores land eller måske til alvorlig sygdom i vennekredsen – de postmoderne opsætninger af klassikerne – men også meget gerne nyskreven dansk dramatik, som rammer lige ned i en hverdagssituation med normer og vaner, hvor der kunne være behov for nytænkning.