Ulla Strømberg, KulturkupeenUnge & Voksne

Folketeatret, Peer Gynt

Hvis man har lyst til ændre på sit liv, er ‘Peer Gynt’ ikke noget dårligt sted at starte og lære af: se hvor galt det kan gå, hvis man ikke opfører sig som et ordentligt menneske med empati og respekt for omverdenen.

Peer Gynt er en skidt knægt. Han lyver, han er bedrevidende, han er begærlig, han vil være konge og kejser, og i denne nye version på Folketeatret er han sandelig også blevet til menneskesmugler. Intet er for usselt for denne mand. Derfor synes det helt naturligt, han til allersidst i Henrik Ibsens store dramatiske digt i bogstavelig forstand skal støbes om. Han duede ikke.

At være sig selv NOK
‘Peer Gynt’ er en udviklingshistorie, billedet af et moderne, komplekst  menneske, i lighed med Goethes ‘Faust’  og for os danskere Adam Oehlenschlægers ‘Aladdin’.  Et lærestykke: se, hvor galt det kan gå, hvis man lader sig lede af guld og mammon og fraterniserer med de forkerte personager.

‘Peer Gynt’ er også historien om en mand, der går igennem livet og er sig selv NOK, og altså ikke kun sig selv. Det er dette lille ord NOK, der gør hele forskellen. Han er låst fast i egne behov, og derfor er Peer ligeså genkendelig i dag som for 150 år siden, da Ibsen digtede om ham.

Peer passer ikke ind derhjemme i den norske provins. På sin rejse ud i verden møder han først Dovregubben med hof, men flygter hurtigt videre og når til Nordafrika og siden ud på det åbne hav, for at havne i Dårekisten, en sindsygeanstalt. Mod slutningen vender han hjem til sine norske rødder.

En rejseversion med 6 skuespillere
Folketeatret har skabt en rejseversion med meget få skuespillere, som må hoppe ud og ind af rollerne: Mænd agerer haremskvinder, mens de to kvindelige skuespillere iført sorte regnfrakker bliver til sømænd på det åbne hav og meget andet.

Peer Gynt spilles af både Cyron Melville og Preben Kristensen. Det giver god mening, at Peer som ung spilopmager kan danse på tåspidserne, og når livet er ved at ebbe ud, har han tyngde i kroppen og dybde i stemmen.

Se hvor galt det kan gå
Instruktøren Moqi Simon Trolin har sammen med Henriette Vedel moderniseret Ibsens tekst, så den nu fremstår som en ”læs let” version samtidig med at nye, moderne talemåder er lagt ind. Også kostumerne er lagt op i nutiden. Et flot, abstrakt lydbillede med sang gennemsyrer hele forestillingen og er meget billedskabende, så vi ligefrem kan høre havet suse og de mørke skyer trække sig sammen. Men det har til gengæld betydet farvel til både de kendte griegske toner, som har fulgt stykket fra 1876 og oveni de lange lyse fletninger hos den unge udkårne Solveig – som hos Ibsen sidder et helt liv og venter på den utroværdige Peer.

Hvis man har lyst til ændre på sit liv – er ‘Peer Gynt’ ikke noget dårligt sted at starte og lære af: se hvor galt det kan gå, hvis man ikke opfører sig som et ordentligt menneske med empati og respekt for omverdenen.

Læs hele anmeldelsen på www.kulturkupeen.dk

Af Ulla Strømberg, Kulturkupeen
Kulturjournalist, mag.art. i teatervidenskab - samt kunsthistoriske studier. Forfatter til bl.a. ”Nyere danske scenografer” (2017), ”Bellevue Teatret” (2013) og ”Rønne Theater” (2011). Tidl. museumsdirektør på Teatermuseet i Hofteatret og tidl. journalist i DR. Har siden 2014 skrevet teater- og kunstanmeldelser på bloggen Kulturkupeen.dk