BlogUnge & Voksne

Fritz Hansen Folket, Mungo Park

Line Mørkeby og Lasse Bo Handberg er gået sammen om at skabe en lille intelligent perle af en satireforestilling; en lille knytnæve i kulturradikalisternes maver.

Forestillingen skyder i mange retninger, og har uden tvivl øjeblikke langt bedre end andre, og man kan da også stille spørgsmålstegn ved, hvad forestillingen egentlig skal fortælle os. Det er blot satire uden de store problematikker, men grundlæggende er det en både sjov og vedkommende forestilling.

Siden Georg og Edvard Brandes i slutningen af 1800-tallet slog deres navne fast i den danske kulturelite, har de kulturradikale domineret Danmark og det danske folks levestandarder og værdier. De har skabt det kultursamfund, vi kender i dag; møblerne vi sidder i, litteraturen vi læste og stadig læser. De grundlagde de medier, vi stadig sætter vores lid til i dag. Det lader dog til, at det trækker op til storm; der er pludselig ikke så meget medvind på de kulturradikales stier. Alt for længe har de hevet penge ud af staten til deres ualmindeligt elitære performance-projekter, købt uduelige memorabilia for millioner og drukket sig fulde i de bedste vine, der findes. Nu er det slut. Ud med pladderhumanisterne, besserwissers og de verdensfjerne. Ud med Brandes, ud med PH-lampen, ud med Rifbjerg og Den Kroniske Uskyld. Og ud med kulturjournalisterne! Det her er Fritz Hansen Folket.

Fritz Hansen Folket på Mungo Park i Allerød fortæller historien om de, måske, sidste humanister i landet. Er der virkelig ingen, der værdsætter eller har brug for deres tilstedeværelse længere? Dette er en fri fortolkning af den kulturradikale Danmarkshistorie, hvor hele det kulturradikale manifest bliver vækket til live.

Fritz Hansen Folket er skarp satire; en tour de force i kulturradikalismens storhedstid. Det er satire for og om teatergængerne. Og der sidder vi så, publikummet, Fritz Hansen folket, kulturradikalisterne, jazz-folket og pladderhumanisterne – de sidste humanister i Danmark. Det er os, der er medspillere i denne forestilling. Det er os, der er på vej mod afgrunden.

Fritz Hansen Folket åbner dørene for hele den kulturradikale elite; Georg og Edvard Brandes, Poul Henningsen (og mor), Josephine Baker, Suzanne Fucking Brøgger, Klaus Rifbjerg, jazzmusikerne og mange mange flere. Hele historien tager udgangspunkt i Rune, den kulturradikale kontorchefs triste fremtid. Han skal, som en del af statens udflytninger, flytte fra København til Fucking Esbjerg – hvilket overhovedet ikke begejstrer ham. Henrik Prip tager os på en rejse gennem det sidste århundrede og Rune gør, sammen med sin datter, Sissel, og gode veninde, Ditte, status over sin situation, som måske, måske ikke bør ende i selvmord og stof til eftertanke.

Der bliver uddelt lussinger til de kulturradikale, men så sandelig også til den anden, mere borgerlige side – både Lars Løkke og Anders Fogh får et par ord med på vejen, det samme gør Politkens chefredaktører og de kedelige småborgerlige, der ikke forstår sig på kunst og kultur. I form af Brigitte fra Næstved, kvinden der taler for folket, Politikens chefredaktør og den fallerede jazz-musiker Kristian, står Jonas Munck Hansen for alt det, de kulturradikale elsker at hade, alt ondt, fjenden og pessimisterne. Gennem disse karakterer bliver kulturradikalismen spiddet og til sidst afbrændt! Alle stiller de spørgsmålet; hvorfor bør staten og det danske samfund overhovedet bruge penge på kunst og kultur, hvis pengene kun bliver brugt på ligegyldige performance-projekter, som kun 136 mennesker køber billet til? Ud med det hele! Tilbage står Rune, Sissel og Ditte, afdankede, ødelagte og alene. Kan de overhovedet få oprejsning? Hvordan kan de genopbygge og samle kulturradikalismen? Hvem skal vinde kampen?

I en hæsblæsende trommesolo fra jazz-musiker, Morten Ærø, kulminerer forestillingen i et nedbrændt bolighus og en opsang til danskerne. Forestillingen skyder i mange retninger, og har uden tvivl øjeblikke langt bedre end andre, og man kan da også stille spørgsmålstegn ved, hvad forestillingen egentlig skal fortælle os. Det er blot satire uden de store problematikker, men grundlæggende er det en både sjov og vedkommende forestilling.

Om publikum føler sig stødt eller underholdt, kunne jeg ikke greje – selv var jeg underholdt og grinte højlydt flere gange. Og det selvom jeg kan nikke genkendende til stort set alle beskyldninger, der uddeles til publikum fra den lille scene, der illuderer kontorchefens 11 millioner kroners funkisvilla.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du vil være vidne til de sidste humanister – eller ønsker at redde dem.

 

Af Clara Lindstrøm Gleerup, Den 4. Væg
23 år. Læser Film- og medievidenskab. Jeg nyder at gå i teatret så meget som muligt! På det seneste er det gået så vidt, at jeg nu også om natten drømmer, at jeg er i teatret. Her laver jeg alt muligt spændende. Jeg får bl.a. Mads Mikkelsen til at grine og glemme sig selv i sin rolle i Klokkeren fra Notre Dame, maler Kongeligt porcelæn med Signe Egholm og glemmer mine replikker og sange, mens jeg står på scenen i årets største og dyreste forestilling. Mine drømmeroller er Julie i Frøken Julie og Blanche Bubois i Omstigning til Paradis. Det, jeg elsker mest ved Den 4. Væg er at få lov til at tale med scenekunstnere, der har en passion for det de laver og få en dybere forståelse for deres arbejde! Lige nu har jeg kæmpe teatercrush på Katrine Wiedemann og Peter Christoffersen.