BlogUnge & Voksne

Frøken Nitouche, Folketeatret

Frøken Nitouche er en skøn gammel klassiker: filmen havde premiere i 1963 med Lone Hertz og Dirch Passer i de bærende hovedroller. Her spilles de af Pelle Emil Hebsgaard og Karin Nordly-Holst.

På scenen ser vi det lokale klosters pæne og fromme organist, Hr. Celestin, der også går under navnet Floridor; men kun når han optræder som operettekomponist uden for klosterets hvide murer. Ved sin side har han klosterets dygtigste elev Denice. Denices forældre har lovet hende væk til den unge husar Fernand (Johannes Nymark), og Hr. Celestin skal følge hende til toget mod Paris. Der er dog bare det lille ‘men’, at Hr. Floridor har lovet at deltage i premieren på sit nye stykke med primadonnaen Corinna (Trine Gadeberg) i hovedrollen. Skæbnen vil dog, at det hele ender i ét stort kaos, da Denice og Hr. Floridor indskriver sig på byens lille hotel, “misser” toget mod Paris og i stedet deltager i operettens premiere.

Det gode og det knap så gode
Der kæmpes lidt med lydmæssige problemer og ulighed forestillingen igennem, men det gøres der dog rigeligt op for med de mange andre gode ting, der er at finde i forestillingen. En af de helt store glæder er at se – eller gense – skønne Lone Hertz på scenen mere end 50 år efter, at hun selv spillede rollen som den unge Nitouche. Denne gang indtager hun rollen som den gamle priorinde på klosteret. Pelle Emil Hebsgaard, der har påtaget sig den umulige opgave at spille Dirch Passers elskede rolle, fuldfører opgaven og spiller til perfektion. Der er ingen tvivl om det enorme komiske talent, Hebsgaard besider. Også den kvindelige hovedrolleindehaver, Karin Nordly-Holst, er skøn i rollen som Denice og synger som en drøm. Nordly-Holst tilfører den så ordentlige og pæne karakter, som den kendes  fra filmen, en smule tiltrængt kant og frækhed, som virkelig klæder både hende og forestillingen. Helt eminent er også Trine Gadeberg i rollen som Corinna; teatrets stolthed og store primadonna. Med brysterne skubbet helt op under hagen og en stemme, der byder imponerende høje toner, står hun uden tvivl for flere af aftenens helt store grin. Fra det sekund hun træder ind på scenen, har hun publikum i sin hule hånd.

Vi synes, at Folketeatret har taget et modigt valg ved at vælge en så klassisk og gammel komedie, men de løser dog opgaven på glimrende vis, da de formår at balancere den originale humor og fortælling med nutidige populærkulturelle referencer.

Det hele er dog også i den nemme ende af humorskalaen. Man skal i hvert fald være klar på at få serveret den helt store omgang onkel-jokes. Derfor kan man måske også mene, at forestillingen er rettet mod et lidt ældre publikum. Der er selvfølgelig også altid en fare ved at give sig i kast med en film, som så mange mennesker vil have et forhold til, for det er nok tæt på umuligt at ramme filmens originale charme og karakter helt on point. De indlagte monologer, der til tider bryder fortællingen, giver karaktererne muligheden for at fortælle alt det, de tænker og ikke kan sige højt, men bliver også vigtigt for selve handlingsforløbet. Idéen er god, men desværre falder det en smule igennem, og man kunne måske ønske, at det var blevet gjort en smule mere elegant. Med det sagt, så mangler forestillingen dog ikke charme, og vi er alt i alt rigtig godt underholdt.

Skynd dig ind og se den hvis…
… du trænger til et stort og let grin og kan være med på alle de helt gode onkel-jokes! Desuden er det også fantastisk at se den evigt skønne og storsmilende Lone Hertz på scenen.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Da forestillingen rejser rundt i hele landet, er billetpriserne forskellige fra sted til sted. Når forestillingen vender tilbage til København, er det dog muligt at få billetter helt ned til 100 kr.!

Af Den 4. Væg
En teaterpodcast, som tager lytterne med helt op på de skrå brædder og forsøger at vise dem teatrets mange vidunderlige ansigter. Vi snakker om teater og med teater - og det værende både de store og små! I hvert program taler vi med aktuelle personligheder og forsøger at give dig et overblik over, hvad for noget teater, der er på de danske teaterscener lige nu, og som vi mener, er værd at kaste sine sparsomme penge efter. Bag Den 4. Væg står Clara Lindstrøm Gleerup og Line Kirsten Nikolajsen.