En meget vellykket forestilling hvor dans, skuespil, musik af Frederik Lundin, kostumer af Charlotte Østergaard, lyd og scenografi spiller sammen.
Teater Aaben Dans er et af de teatre der ligger langt ude for byen. Vest for Valby Bakke. Men så er det heller ikke værre for det kan klares med en togtur til Roskilde og et kvarters gang på stien ud mod Festivalpladsen. Her på Rabalderstræde i Laboratoriet holder Roskildes egnsteater til. Aaben Dans består af det faste ensemble med danserne Antoinette Helbing og Ole Birger Hansen, instruktørduoen Catherine Poher og Thomas Eisenhardt, samt en eller flere gæstespillere; ved denne forestilling skuespilleren Folmer Kristensen.
En lille nysgerrig hånd dukker frem mellem gennem det hvide scenetæppe. Den leder lidt i det tomme rum og får tændt en lille lampe, der straks udløser en lyd og scenetæppet går – nej, det går ikke op med glider langsomt baglæns og afslører et menneske, en kvinde.
Mennesket
Kvinden virker som om hun er helt ny i verden og i sin krop. Den må straks udforskes. Det højre øje ser bedst og når man stikker hovedet mellem benene står alle i rummet på hovedet. Det hele er bare så mærkværdigt og dejligt, at livet må danses ud i en henrivende koreografi. Men nu glider scenetæppet igen baglæns og en masse computerskærme samt en mand kommer tilsyne.
Nørden
Manden er travlt beskæftiget bag en tvskærm. Han imiterer eller mimer dialogen i en eller anden engelsksproget film og han er ret god til det; han må have set den film rigtig mange gange. Vi når at opfatte at den mandlige rolle i den dramatiske filmscene hedder Scarlett O’Hara.
Kvinden ønsker at komme i kontakt med manden og det lader sig ikke lige gøre. Der må en hel del afledning til før hun kan bemægtige sig fjernbetjeningen og opnå en reation fra den nørdede mand. Det ender ud i sjoveste comedia dell’arte stil, hvor de spurter rundt om hinanden i kamp om fjernbetjeningen.
Robotten
Tredie gang scenetæppet kører tilbage møder vi så robotten. Den rare Ole Birger Hansen formår at skabe en langlemmet Frankensteins monsterfigur som vækkes til live og ret fascinerende begynder at koordinere sine bevægelser. Robotten møder mennesket og nørden og den viser sig istand til at imitere dem begge, desværre uden nogen form for empati, så det bliver fysisk et ret håndfast møde. Ny teknologi kan godt give nogle knubs.
Kunstig intelligens
Men da mennesket og nørden jo ikke kan nå hinanden begynder de alligevel at kæmpe om robotten. Og måske viser der sig et håb, eller en frygt, for at robotter kan opnå menneskelige træk, blive empatiske og indgå relationer. Det bliver dog ikke foreløbigt og mennesket vælger at søge ly og fælleskab hos publikumbørnene på gulvet foran scenen.
Ai – Ai – Ai! er en alvorlig forestilling om livet idag. En meget vellykket forestilling hvor dans, skuespil, musik af Frederik Lundin, kostumer af Charlotte Østergaard, lyd og scenografi spiller sammen. Den er på samme tid skræmmende og meget morsom og der blev stort set grinet fra start til slut – på nær den scene hvor robotten pludselig viser sig fra en helt uventet side
“All the World is a stage…” skriver Shakespeare.
Jeg har viet en stor del af mit liv til at lave teater med og for børn og unge. Det er vigtigt at børn bevarer de kompetencer som de er udstyret med fra fødslen, nemlig at iagttage og efterligne andre mennesker, for herigennem at lære at tage del i et fællesskab. Børn bør se mindst én teaterforestilling om året – være med til selv at spille teater – og dagligt lære gennem drama i børnehaven og skolen. Gennem drama kan man udforske livet og lære at spille en rolle.