“Hvad skal vi lege, spørger vi hinanden, far, mor og børn eller hvem kommer først?” Teater Vestvolden og Kigkassen giver jer måske en ide, for ude i Hvidovre holder Lenes og Lillebrors ‘Lastbilbus’ på parkeringspladsen.
Lastbilbussen er klar til at bringe børn fra 4-7 år tilbage til dengang hvor bedstemor eller mor var barn og sad foran familiens fjernsyn og så på Kigkassen fra Danmarks Radio. Her i børneprogrammet var der altid ideer til noget man kunne fordrive tiden med.
“Velkommen” siger Lene, som hedder Hummelshøj til efternavn: “Her bor jeg, og her er mit gamle fjernsyn”. Fjernsynet er uden farver, kun med et sort/hvid billede, og så skal det have et bank på siden af kassen hvis det ikke virker. “Hallo hvem er det, der banker?” En dukke med et ansigt skåret ud i træ og med skjorte og smækbukser dukker op på skærmen. Både dukken og Lene er forbavset over at kunne tale sammen: “Jeg kommer ud til dig”, siger dukken – og i larm og røgsky fra den gamle ‘kigkasse’ står Lene pludselig med Lillebror i sine arme.
Det her er lidt farligt
Lene må lige komme sig på overraskelsen; hun farer ind og ringer til en ekspert i mærkelige oplevelser. Imens tager Lillebror kontakt til publikum for at berolige de børn, som måske kan blive lidt bange for ham. Der er nogle der kravler i sikkerhed på mors skød. Men med hjælp fra de voksne får alle sunget med på Lillebrors sang om hvad vi skal lege.
Lillebror er sjov og streng
Lillebror er en marionetdukke der styres og italesættes af skuespilleren Ernesto Piga Carbone. Han giver Lillebror det naive og barnligt selvoptagede udtryk vi også kender fra DRs ‘Bamse og Kylling’. Det fungerer så godt at børnepublikummet kan finde på at irettesætte Lillebror. Det håndteres fint fra scenen da dialogen mellem Lene og Lillebror delvis improviseres, så der er plads til feed back.
Lene vil gerne spille sit gamle Kinaskakspil, men Lillebror er helt opsat på at lege indianer. Han får altid sin vilje og Lene klipper et pandebånd med fjer til ham. Lidt hævn tager Lene dog ved at give ham indianernavnet ‘Talende Vandfald.’
Fortid og nutid mødes
Lillebror har sovet tornerosesøvn siden DR stoppede udsendelsen ‘Kigkassen’ i 1976. Dukken fra dengang var noget ødelagt efter de mange år på lageret, og DR har fremstillet en ny Lillebror til forestillingen på Teater Vestvolden. I 1976 hed den voksne Ingrid Skovgaard og hun havde også tit sit hyr med den frække Lillebror som dengang var animeret af Bob Goldenbaum.
Modspil til Lillebror
Efter 42 år må Lillebror her i 2018 lære hvad en Ipad er for noget; den kan man spille musik på, men den erstatter ikke Lillebrors vante instrument, og så må han sammen med Lene en tur ind i fjernsynsapparatet og hente sit gode klaver. Vi kan heldigvis følge dem i en tegnefilm på den gamle fjernsynsskærm – dog stadig uden farver i sort og hvid. Da Lillebror og alle børn har fået en medicin-småkage, ja for de virker godt mod ‘hjemmeve’, spiller han sin kendingssang på klaveret og sammen med Lene siger han ligesom i 1976: Tak for i dag og på genkig!
“All the World is a stage…” skriver Shakespeare.
Jeg har viet en stor del af mit liv til at lave teater med og for børn og unge. Det er vigtigt at børn bevarer de kompetencer som de er udstyret med fra fødslen, nemlig at iagttage og efterligne andre mennesker, for herigennem at lære at tage del i et fællesskab. Børn bør se mindst én teaterforestilling om året – være med til selv at spille teater – og dagligt lære gennem drama i børnehaven og skolen. Gennem drama kan man udforske livet og lære at spille en rolle.