BlogBørn & Familie

Det lille Teater, Gorillaen der var en Gorilla

Barscenen er så komisk og flot at børnene må kommentere den højlydt, især diskoteklyset og kysseriet. De voksne morer sig over den godt berusede dame, der lægger kraftigt an på Gorilla!

Er det her alt – skal det være sådan her? Scenen er helt tom og hverdagsgrå, eller vel snarere sort. Der plejer ellers altid at være den skønneste scenografi på Det lille Teater i Lavendelstræde.

Skuespilleren Claus Bue, ham med den rare stemme, byder velkommen og siger at nu skal vi høre en historie om en… om en… “GORILLA”, råber børnene, og så daler et kæmpe bur ned fra loftet og tre fantastiske gorillaer vælter ind på scenen. Alt er som det skal være.

Hverdagen er en trummerum
Gorilla er træt af Zoo og hverdagen med bananspisning, sovning og folk der glor på ham. Skal det være sådan her? Ja, siger de andre gorillaer, sådan her er livet: Tag en banan til!

De tre gorillaer er flotte og man kan se skuepillerne, Christine, Jacob og Troels bag ved gorillaerne så ingen i teatret er bange for dem. En af dem hugger Claus Bues hat til stor morskab for børnene.

Jeg har ikke hjemme her
‘Gorillaen der var en gorilla’ er hentet fra Kim Fupz Aakesons billedbog med samme titel. En skøn bog som man først tænker ikke kan laves bedre som teaterstykke, men Det lille Teater formår at forstærke historien så både børn fra 4 – 10 år og deres voksne får en oplevelse. For Gorilla stikker af fra Zoo og havner ude på Hvidovre station. Efter den sjove leg med check-in automaten som vi alle har prøvet, spørger Gorilla en mand: Hvad stiller man op her i Hvidovre?

Egen lejlighed og ananassjusser
I Hvidovre går man hjem, man sover, man går på arbejde. Hvis det ikke er nok kan man gå på bar, få sig en ananassjus og møde nogen. 

Barscenen er så komisk og flot at børnene må kommentere den højlydt, især diskoteklyset og kysseriet. De voksne morer sig over den godt berusede dame, der lægger kraftigt an på Gorilla.

Men det lyder fedt, tænkte Gorilla og han tager hele pakken, lejlighed, arbejde, bar og ananassjusser. Han møder også kærligheden på baren, søde Liselotte og de får en lille dreng der dufter af ingenting og frisk luft.

Gorillaer har ikke hjemme hvor som helst
Gorilla synes virkelig det er fedt men bliver snart igen grebet af rastløshed. Efter en udsendelse i tv om dyrene i Afrika stikker han af fra trummerum, fra Liselotte og drengen for at se hvordan de farlige gorillaer lever ude i junglen. Her kommer en fin scenografisk flyvetur til Afrika.

Jeg holder af hverdagen
sagde poeten Dan Turèll om det store svinghjul hvor vi hver dag gentager de samme ting, og nu skal der ikke afsløres mere for resten kan man nok gætte. Gorillaer æder, sover, brøler og leger med deres unger og græsset synes altid grønnere over hos naboen.

Er du blevet træt af hverdagens trummerum må du finde din egen lille “ananassjus”; det kan være en kop kaffe, en dag på stranden, en lille ekstra ferie – eller en tur ind i teatret. Her kan du måske møde en god historie fra en børnebog som dit barn gerne vil høre dig læse højt igen og igen. Måske hele 10.000 gange.

Af Peter
“All the World is a stage…” skriver Shakespeare. Jeg har viet en stor del af mit liv til at lave teater med og for børn og unge. Det er vigtigt at børn bevarer de kompetencer som de er udstyret med fra fødslen, nemlig at iagttage og efterligne andre mennesker, for herigennem at lære at tage del i et fællesskab. Børn bør se mindst én teaterforestilling om året – være med til selv at spille teater – og dagligt lære gennem drama i børnehaven og skolen. Gennem drama kan man udforske livet og lære at spille en rolle.