De gule veste og deres sag kan synes fjern for os danskere, og netop derfor er det en meningsfuld historie at få skildret på teatret.
De Hovedløse fortæller historien om pøblens oprør mod eliten. Det er en gammel sang, som gennem historien har vist sig eviggyldig, og som oftest ender i fakkeloptog og adelens fald. Men selvom historiebøgerne vidner om, at vi har med en gammel traver at gøre, er det alligevel en historie, der stadig udspiller sig i vores tid.
De Hovedløse begynder med, at Marie-Antoinette inviterer to skuespillere til at spille en forestilling for hende om den jævne mand. Historien, de fortæller, foregår i fremtidens Frankrig, nemlig i vores tid, hvor den politiske oprørsbevægelse, De gule veste, traver Paris’ gader tynde for at sikre retfærdige levevilkår for arbejderklassen.
Vi følger en familie bestående af en far, hans søn og datter, som alle tre engagerer sig i De gule veste. Derudover er der en søn mere, der arbejder som politimand. Vi får dermed fortalt historien fra manden på gulvets synspunkt – både de pæne og mindre pæne sider.
Vi mener
At lave teater om samtidsrelevante politiske temaer kan være en kompliceret sag. Hvilket perspektiv skildres, får man fortalt den fulde historie, og hvorfor skal den slags indhold overhovedet ind på en scene?
Men De Hovedløse er en utroligt vellykket forestilling, selvom det er et ambitiøst og udfordrende projekt. De gule veste og deres sag kan synes fjern for os danskere, og netop derfor er det en meningsfuld historie at få skildret på teatret. Den fjerne fornemmelse bliver understreget, når vi som publikum sættes i samme position som Marie-Antoinette, som blot ser på som det tavse publikum. Både til forestillingen og den virkelige verden. Vi bliver passive tilskuere, der ikke forholder sig til omverdenens konflikter. Konflikter kan føles så uvirkelige, og måske kan det betyde, at empatien for vores medmennesker langsomt går tabt. I De Hovedløse er der i den grad skruet op for følelserne, og vi kommer helt tæt på nogle personer, som føles meget virkelige og ægte. Den medrivende historie bliver løbende kommenteret af Marie-Antoinette, som således indirekte kommenterer på vores rolle som publikum, hvilket skaber nogle sjove brud samt rum til refleksion.
En sådan fortælleform med et skiftende metalag kan kun lade sig gøre, fordi De Hovedløse både har en velkomponeret dramaturgi og et dygtigt skuespillerhold. Forestillingen fungerer glimrende dramaturgisk, og historien bliver effektivt båret frem af en stor skærm på bagscenen, hvorpå der vises billeder fra virkelighedens Paris og virkelighedens demonstrationer. Mange sceneskift og forskelligartede scenerum skaber et dynamisk udtryk. Enkelte passager slæber sig lige lovligt langsomt afsted. Der er så meget fremdrift og tempo i de øvrige dele, at det mærkes ekstra tydeligt, når det pludselig går i stå.
Skuespilholdet er utroligt stærkt, og de formår i imponerende grad at skabe helstøbte karakterer med ægte følelser og motivation. Henrik Prip leverer en rørende indsats som faren, der gerne vil på barrikaderne men bliver forhindret af sin altoverskyggende angst. Malin Rømer Brolin-Tani veksler smertefrit mellem den affekterede forkælede Marie-Antoinette og datteren Manon, der midt i kampen for de små i samfundet ender med at kravle langsomt til tops, og pludselig ser dem, hun kæmper for, vende hende ryggen. Kasper Dalsgaard brager igennem som sønnen Marcel og spiller med en ubesværet naturlighed, som får os til at glemme, at der nogensinde har været et manuskript med skrevne replikker, han har lært.
Ligesom vi er allerdybest inde i karakterernes historier, bliver vi afbrudt af meta-laget med Marie-Antoinette. Udover at det skaber nogle ret komiske brud, er det også dette lag, som er med til at retfærdiggøre en ellers relativt ensidet historie, hvor vi altid holder med den stakkels arbejder. For selvom Marie-Antoinette er overdrevet naiv og bliver lidt karikeret, så gør det os opmærksomme på den historiske kontekst, som situationen i nutidens Frankrig spiller op imod. Havde Marie-Antoinette handlet anderledes, hvis hun havde vidst, at det havde endt med at hun blev halshugget? Kunne man spørge vor tids elite, fx Emmanuel Macron, om det samme? Det er måske det spørgsmål, De Hovedløse for alvor forsøger at få os til at stille, og som på elegant vis både giver sit publikum et overblik over nutidens verdenssituation kombineret med en historisk referenceramme.
Af: Anne Louise Slott Thorborg
En teaterpodcast, som tager lytterne med helt op på de skrå brædder og forsøger at vise dem teatrets mange vidunderlige ansigter. Vi snakker om teater og med teater - og det værende både de store og små! I hvert program taler vi med aktuelle personligheder og forsøger at give dig et overblik over, hvad for noget teater, der er på de danske teaterscener lige nu, og som vi mener, er værd at kaste sine sparsomme penge efter. Bag Den 4. Væg står Clara Lindstrøm Gleerup og Line Kirsten Nikolajsen.