På elegant vis formår Tatovering at skabe det samme følelsesmæssige clash hos mig, som den unge kvinde i forestillingen føler.
I Tatovering følger vi en ung kvinde i 20’erne, som lige har mistet sin far til kræft. En far, som aldrig har været til stede i hendes liv – udover ved fødselsdage. Sorgen over tabet på faren får kvinden til at reflektere over sin opvækst i 00’erne uden en far som mandlig rollemodel. Vi får fortalt historier om seksuel debut, alkohol, kærlighed og venskaber. Fortiden bliver hele tiden holdt op mod nutiden, den unge kvinde står i nu, som et forsøg på at forstå og håndtere den sorg, hun oplever.
Tatovering er en monolog fordelt på to skuespillere, som begge spiller den unge kvinde. Den ene er Nana Morks, og den anden er Sara Fante Traore, der desuden har debut som ensembleskuespiller på Mungo Park. Anna Malzer, Mungo Parks teaterdirektør, har skrevet og instrueret forestillingen. Selvom Tatovering kan opleves som en meget personlig fortælling, er det fiktion, men med inspiration fra Anna Malzers eget liv.
Vi mener
Hvordan sørger man over et menneske, hvis man aldrig rigtigt har kendt personen? Hovedpersonen i Tatovering kæmper med netop dette spørgsmål. I manglen på at kunne sørge over alle de gode stunder med sin far, kommer hun i stedet til at tænke over, hvad det har betydet for hendes liv, at hendes far aldrig har været der. Samtidig får hun dårlig samvittighed over sin egen egocentrerede tilgang til sorgen, men hun aner ikke, hvordan hun ellers skal håndtere det.
Tatovering handler om sorg, om kvinders forhold til mænd og om hvor umuligt det er at finde lindring i en verden præget af konkurrencekultur og individualisme. I begyndelsen af Tatovering bliver publikum præsenteret for en række temmelig sjove scener. Vi får eksempelvis illustreret en temmelig kikset og tåkrummende blowjob-scene. Vi griner af den unge teenagepiges handlinger og verdenssyn. Men gradvist får forestillingen en mere alvorlig tone. For teenageårene bød ikke kun på kiksede seksuelle bedrifter, men også problemer med at være en god ven, og tabet af den første store kærlighed. Pludselig føles det helt upassende, at jeg sidder og griner, på samme måde som hovedpersonen selv har dårlig samvittighed over at lade fjollede minder fylde hendes hoved midt i al sorgen.
Den ambivalente følelse bliver særligt tydelig i en scene, hvor Kelly Clarksons pop-hit “What doesn’t kill you makes you stronger” drøner ud af højtalerne, mens de to skuespillere hopper og danser på scenen. Hvad der begynder som et fremtvunget smil, blegner stille og roligt, indtil den ene skuespiller til sidst står og hopper til omkvædet med sorgen malet i ansigtet. På elegant vis formår Tatovering at skabe det samme følelsesmæssige clash hos mig, som den unge kvinde i forestillingen føler. Det gør de sorgfulde følelser langt mere effektfulde.
Men selvom sorgen er effektfuld, så gør forestillingen heller ikke så meget mere end det. Det er en god oplevelse at se Tatovering, men det er ikke rigtigt noget, der sætter sig og bliver hos mig, når jeg forlader teatret.
Jeg er til gengæld blæst fuldkommen bagover af skuespilpræstationerne i denne forestilling. Både Nana Morks og Sara Fante Traore går så grundigt til værks. Deres fortolkning af den unge kvinde er troværdig, sjov og sorgfuld. De går all in i hele følelsesspektret, og der bliver ikke sparet på noget som helst i deres udtryk. Selvom de er to personer om at spille den samme karakter, lykkes de både med at smelte sammen til én og at præsentere hver deres nuancer i hovedpersonen.
Scenografien er simpel og fin. To vægge af delvist til-duggede spejle danner et hjørne, som illustrerer de følelser, der er på spil. Hun kan ikke kende sit eget spejlbillede. Hun er trængt op i en krog. Hun føler sig omtåget. Hun slår på dem i vrede, og der løber vand ned af dem, når hun sørger. En elegant løsning.
Tatovering er en vellykket forestilling, som lykkes med at skabe et reflekterende rum om sorg, og om at finde sig selv i en situation, man på ingen måde har kontrol over.
Af: Anne Louise Slott Thorborg
En teaterpodcast, som tager lytterne med helt op på de skrå brædder og forsøger at vise dem teatrets mange vidunderlige ansigter. Vi snakker om teater og med teater - og det værende både de store og små! I hvert program taler vi med aktuelle personligheder og forsøger at give dig et overblik over, hvad for noget teater, der er på de danske teaterscener lige nu, og som vi mener, er værd at kaste sine sparsomme penge efter. Bag Den 4. Væg står Clara Lindstrøm Gleerup og Line Kirsten Nikolajsen.