Nøddebo Præstegaard, Odeon, Odense

Det er så skønt at se Kasper Wilton tage chancen og virkelig give de rolige øjeblikke enormt god plads og derved skabe fornemmelsen af en julero, som man ellers ikke mærker i det daglige juleræs.

Folketeatret og Odense Teater er gået sammen for endnu engang at bringe Nøddebo Præstegaard til de skrå brædder. Stykket havde urpremiere helt tilbage i 1888, og derfor er det det mest spillede stykke i Danmarks historie. Fortællingen bygger på Henrik Scharlings ungdomsminder omkring den danske juletid, som han i anfald af hjemve omskrev til en roman, som senere blev til et teaterstykke (faktisk til Folketeatret, som allerede eksisterede dengang). Vi følger den unge student Nicolai og hans brødre fra København, som skal holde rigtig jul ude på landet på den gamle præstegård med alt, hvad det indebærer af nissetryllerier og nyfalden sne.

Det gode og det knap så gode
Lad mig først slå fast, at der sker intet i Nøddebo Præstegaard. Som i absolut intet. Der er ingen dramatisk fremdrift i stykket, og det er jeg på ingen måde den første anmelder, som påpeger. Men det, som overrasker mig, imens jeg sidder lænet tilbage i Odeons bløde sæder, er, at det faktisk slet ikke gør noget. Jeg så selv opsætningen for små 10 år siden, og instruktør Kasper Wilton (som også instruerede den dengang, tak Google) har sat alle sejl ind for at bringe juleklassikeren tilbage, nøjagtig som man kan huske den. Og det er netop dét forestillingen kan, for selvom du aldrig har set Nøddebo Præstegård, så er den proppet med så meget julenostalgi, at du ikke kan undgå at føle gensynets glæde.

Oveni det, har de gjort sig et scoop med hovedrolleindehaveren, Mathias Sprogøe (ja, fra dén Sprogøe-familie), som virkelig skinner igennem med en helt enorm charme og en fysisk formåen, som giver liv til en forestilling, der meget vel kunne have været blevet flad og intetsigende. Dette kan faktisk siges for hele ensemblet, som leverer de ellers lidt kluntede replikker med en glæde og inderlighed, som man ikke kan undgå at blive ramt af. Det er så skønt at se Kasper Wilton tage chancen og virkelig give de rolige øjeblikke enormt god plads og derved skabe fornemmelsen af en julero, som man ellers ikke mærker i det daglige juleræs. Samtidig giver nisserne den som ballademagere og skaber samtidig det tempo, som skal til for at holde børnenes interesse hele vejen igennem.

Nissefar kan man også se hoppe rundt imellem sæderne i pausen, og den interaktion, som han giver, er virkelig med til at skabe dén slags teatermagi, som man (særligt nye teatergængere) kan have brug for, når historien nu ikke er der. Den ene stjerne udebliver, fordi Odeons Store Sal desværre ikke helt fungerer til denne forestilling. Jeg sad relativt tæt på, men allerede derude kunne man til tider have svært ved at få det hele ordentligt med. Så jeg kan kun gisne om, om de bagerste rækker på balkonerne har fået al stemningen med. Salen kan rumme 1700 (!) mennesker, og så er det bare svært at skabe intim stemning i hele salen.

Uanset hvor meget man intellektuelt kan rive forestillingen fra hinanden, så ender man med et stykke, der er noget nær den perfekte jule- og familieforestilling. Det er lidt ligesom med flæskestegen, man får til jul. Der er alt for meget, alt for tykt smurt på, og man kan sagtens gå hen og få lidt ondt i maven, når man er færdig. Men imens det står på, er det sgu helt perfekt. I hvert fald (kun) den ene gang om året!

Skynd dig ind og se den, hvis
… du har brug for et seriøst skud julestemning og ikke er bange for at læne dig tilbage og bare nyde, hvor smuk nyfalden sne kan være på et teater.