BlogUnge & Voksne

Odense Teater, Catch Me If You Can

Odense Teater har virkelig sat alle sejl ind på at give os en musicaloplevelse af de helt store, og jeg må hurtigt anerkende at det er de sluppet utroligt godt fra.

Catch Me If You Can på Odense Teater er (hold nu fast) en musical, skrevet over en film, som er skrevet over en bog, som er skrevet på baggrund af virkelig hændelser. Historien omhandler den notoriske storsvindler Frank Abagnale Jr. som igennem de sene år af 50’erne og 60’erne snød sig igennem USA som både pilot, læge og advokat. Oveni det forfalskede han checks for over 3 millioner dollars, inden han til sidst blev fanget af FBI og til sidst selv endte med at arbejde for efterretningstjenesten, da hans svindelnumre var så langt foran hvad FBI kunne følge med i. En ganske utrolig historie som Frank Abagnale selv dog indrømmer, nok nærmere er 80% sand, men ikke desto mindre lavede Steven Spielberg en film over hans historie, som nok er den de fleste har stiftet bekendtskab med. Derefter er historien blevet til musical af Marc Shaiman og Scott Wittmann som mange nok kender igennem deres arbejde med ’Hairspray’, og nu ’Catch Me If You Can’ altså er blevet oversat til dansk, og skal begå sig på Odense Teater.

Det gode og det knap så gode
Odense Teater har virkelig sat alle sejl ind på at give os en musicaloplevelse af de helt store, og jeg må hurtigt anerkende at det er de sluppet utroligt godt fra. Historien, vanvittig som den nu ellers er, er egentlig ikke synderlig dramatisk spændende, men det har Odense Teater haft godt øje for, og har derfor sørget for at det er karaktererne og musikken som fylder. Lars Høybye spiller mildest talt røven ud af bukserne som den unge Frank Abagnale, hvor charmen og stemmen går op i højere enhed, samtidig med at han virkelig puster liv i ideen om at Frank blot er et barn som bare gerne vil være en anden.

En spændende detalje som jeg personligt synes manglede i foromtalte Speilberg film, og derfor er det ekstra dejligt at se karakteren få det lag på scenen. Dertil skal også nævnes Anders G. Koch, som fordrukken far, der går lige i hjertet. Særligt når han og Lars Høybye deler scenen sammen opstår der magi, og det er rigtig smukt at se på, uden at det overhovedet bliver for meget.

På den musikalske front er der heller ikke sparet på noget, da hele Tiptoe Bigband er på scenen, og er man til Bigband musik, så smelter hjertet fra første takt. Bandet er simpelthen så velspillende og bliver givet så meget plads til at fyre det af, at det eneste problem bliver den ufrivillige lyd af fødderne fra publikum som let tramper med. Samtidig skal der lyde klapsalver til den enormt skarpe koreografi og de enormt dygtige dansere og sangere som Odense Teater havde lånt fra Musicalakademiet. Det hele gik op i den famøse højere enhed, og til sidst sidder man bare helt forpustet og godt gammeldaws underholdt. Der er nogle steder hvor humoren bliver en kende for slapstick til min smag, og sammen med det faktum at historien nok mangler lidt dramatisk fremgang, så tager jeg lige en enkelt stjerne fra det store billede.

’Catch Me If You Can’ er en enorm fornøjelse, som man sagtens kunne tåle at blive set en gang til.

Skynd dig ind og se den hvis…
du trænger til en omgang af ”the good ol’ razzle dazzle” og gerne vil underholdes i teatermørket.

Af Rasmus Borst, Den 4. Væg
Jeg er 26 år gammel, bosat i Odense, selv aktiv som scenekunstner, og er samtidig medstifter af Scenoskop Festival og aktiv i NEATA projektet, som skal samle ungdomsteater i Norden. Teatret kan noget som ingen anden kunstart kan, og jeg er enormt interesseret i at se, hvilken vej scenekunsten udvikler sig. Samtidigt kan jeg sagtens lade arbejdsbrillerne ligge derhjemme og gang på gang blive blæst bagover af teatrets magi.