Odense Teater, Snefald

Overordnet set, er det igen lykkedes Odense Teater at lave en smuk juleforestilling, der er værd at se for hele familien

I Odense Teaters store juleforestilling, har holdet bag dette års udgave lavet en smuk udgave af den norske julekalender Snefald, som teatret nu opfører på Store Scene. I Snefald følger vi den forældreløse Selma, som er i pleje hos den knap så livlige Ruth. Den 1. december sender Selma sit store juleønske om en familie til julemanden, og på magisk vis drager vi med hende til Snefald, hvor mørke kræfter er på spil. Det er dog ikke så sort og hvidt som man kunne frygte, og selv om det altid bliver risikabelt, når en hel julekalender skal destilleres ned på et par timer, så er det lykkes Odense Teater at skabe en ganske særlig oplevelse.

Vi mener
Mens Odense Teater altid leverer på den visuelle front, så er det stadig en oplevelse ud over det sædvanlige, når det kommer til Snefald. Scenografien tryllebinder os, lige fra det første snefnug til det fængende lysdesign og de elegante sceneskift. Der er især en rustik skønhed over kostumerne, der bringer det samlede billede en autentisk tekstur og et farverigt liv, så scenen aldrig bliver mør at se på – selv ikke når der skrues helt ned til en enkelt karakter på scenen i minimalistisk lyssætning. Snefald er heller ikke bange for at være lidt uhyggelig, men det sker aldrig alene med det formål at ryste bukserne på  det yngste publikum, men til vigtig karakterudvikling og balance i stykkets humører. Særligt en skyggefuld scene med Olemand Winter og et af hans vigtige vendepunkter er voldsomt effektfuldt, og ét af de steder, hvor alle Snefalds elementer går op i en højere enhed.

Der er også et spændende værksted, fyldt med magi og tandhjul, og de smukke og hyggelige vinteromgivelser sætter rammen for Snefalds verden. Det er et godt sted for de farverige karakterer, hvor særligt Anders Gjellerup Koch giver os en humoristisk og varm Julius, denne verdens julemand. Niels Skovgaard Andersen bør også fremhæves for en flot og kontrolleret modpol til den vante julestemning. Hans Olemand Winter besidder også humor, og er en karakter af flere facetter, der altid formår at låse en intens opmærksomhed mod scenen. Det hele foregår dog ikke i byen Snefald, for hvad er en julekalender uden en verden, som vi kender den, og en hovedperson som vi virkelig kan sætte os ind i?

Selma brillerer som en karakter, der er fuld af vilje og håb, og som Lea Baastrup Rønne gør det rigtig spændende at følge. I Verden Udenfor, i Snefald kendt som “VU”, er der lidt mere gråt og sørgmodigt, end i det magiske julerige – men det betyder absolut ikke, at der ikke er grin at hente her. Det er i Verden Udenfor, at vi virkelig får serveret en familieforestilling, og dette er især takket være Ruth, der bliver spillet vidunderligt neurotisk af Malene Melsen. Mens Selma og Ruths virkelighed kan smage lidt tragisk i deres lille lejlighed, så er Ruths evne til at svælge i sin forvirring og elendighed helt klart et af Snefalds sjoveste og mest genkendelige elementer. Forestillingens sange er desværre et af Snefalds mest forglemmelige elementer. Det er skam ikke skuespillernes skyld, der er bare ikke så meget saft og kraft i kompositionerne, som man kunne ønske sig. Disse fylder dog ikke særligt meget i forestillingen. Overordnet set er det igen lykkedes Odense Teater at lave en smuk juleforestilling, der er værd at se for hele familien – denne gang med lidt mere nuancerede karakterer, end man er vant til, gode grin og en nænsom hånd, der evner at spille på hele følelsesspektret.

Af: Jonas Guldfeldt Viuff & Thomas Florin