Det mest syrede jeg har set, men hold nu op, hvor var det godt!
Østre Gasværk Teater er jo en fantastisk scenografi i sig selv, så forventningens glæde var derfor stor.
SE OGSÅ: “Forsmag: ANOTHER BRICK IN THE WALL, PART 5”
Jeg havde taget min 14-årige datter Vigga med til denne magiske aften. Jeg er selv opvokset med at lytte til Pink Floyds musik (de seneste albums), og derfor syntes jeg selvfølgelig, at jeg bør videregive lidt rockhistorie til min datter. Da vi træder ind på det flotte teater, er jeg heldigvis ikke alene om at have den opfattelse. Jeg spotter hurtigt flere teenagere med deres forældre.
Pink Floyd er en legendarisk rockgruppe
Jeg må dog erkende, at hovedparten af publikum er over de 50 år. Mange mænd har i aftenens anledning iført sig originale, eller til lejligheden indkøbte, Pink Floyd t-shirts. Det engelske rockband udgav albummet ”The Wall” i 1979, men startede med at lave musik i 1962, så det er jo efterhånden flere generationer, der har haft glæde af deres musik.
Vi møder muren
Vi træder ind i den flotte sal og bliver bogstavelig talt mødt af en MUR. Den legendariske mur, der er afbilledet på albummet ”The Wall”, hænger som et tæppe foran scenografien. Muren falder og forestillingen er i gang.
Min datter starter med at få et kæmpe chok da musikken begyndte. Hovedperson Pink, der i aftenens forestilling spilles af Johan Olsen (Magtens Korridorer og Volbeat) lægger ud med aftenens første vokalpræstation – og hold nu op, hvor hans genkendelige hæse stemme lyder fedt! Rollen deles i øvrigt nogle aftener med Jimmy Jørgensen (Hotel Hunger).
Lige fra starten er det helt syret, danserne på scenen er iført gennemsigtige ”masker” og sminken er speciel og lidt uhyggelig. Gennem forestillingen bliver det kun mere syret og slutscenen minder mig om en scene fra ”Gøgereden”.
Jeg får gåsehud
Før forestillingen spurgte min datter mig om handlingen – og jeg må indrømme, at jeg stadigvæk er lidt i tvivl. Men én ting er sikker, alle har en mur, der skal brydes ned – om det er i forhold til kærlighed, job eller noget helt andet. Forestillingens handler om Pink, skal forsøge at nedbryde sin egen mur på godt og ondt.
Ind på scenen kommer en lille dreng og snart bliver scenen fyldt med børn – som projekteres som skygger på bagvæggen. Det virker supergodt. Aftenens nok mest kendte melodi starter, og jeg får gåsehud. Min datter kender godt sangen ”We don´t need no education”, for jeg har spillet den for hende mange gange. Måske ubevidst, for at give hende lidt hår på brystet til at turde sige fra en gang imellem i denne til tider nådesløse verden.
En lang totaloplevelse
Hele salen sidder og rocker til de fede rytmer mens scenografien forandres og danserne svinger sig rundt. Musikerne giver den alt, hvad de kan på både elguitar, trommer og blæseinstrumenter. Johan Olsens hæse stemme blandet med den fine drengestemme er magisk!
Forestillingen er én lang koncert. Men Pink Floyds fede numre er der jo nok af, så det bliver aldrig kedeligt. Kostumerne er fantastiske og syrede. Mænd i uniformer uden hoveder, damer med overdimensionerede bryster, Pink, der på et tidspunkt hænger på hovedet fra loftet, mens han synger. Hvor mange 54-årige mænd har lige fysik til det? Johan Olsen har!
Deres fingre må bløde
Musikken er ligeså fantastisk, som sangerne er. Jeg kigger på musikerne, hvor de fleste heller ikke er helt unge. Jeg kan ikke lade være med at tænke, om det ikke må ha’ været en drengedrøm – sådan at stå på scenen og spille deres barndomsidolers numre på fuld skrue? Måske var Pink Floyds musik netop årsagen til, at de valgte at lære at spille el-guitar? De ser i hvert fald ud til at elske det. De giver den så meget gas med de fedeste guitarsoloer, at jeg tænker, at deres fingre må bløde bagefter.
Da forestillingen er slut, taler min datter og jeg igen om handlingen, som jo ligesom musikken er syret og til tider lidt svær at forstå. Men som beskrevet før, kan man jo møde ”muren” mange gange i livet, og så er det jo bare om at bryde den ned og komme videre på den bedst mulige måde. Men det er bestemt en flot forestilling, der giver stof til eftertanke for alle – også din teenager.
Nemt at tilgå som kørestolsbruger
Min datter og jeg sad lige foran scenen, da jeg sidder i kørestol. Vil du sidde højere oppe kræver det, at du kan gå på trapper. Men vi sad helt perfekt. Der er mulighed for at flytte stole, så du kan blive siddende i din egen kørestol, hvis du ønsker det. Din ledsager sidder på en stol lige ved siden af dig. Der er niveaufri adgang til teatret og salen, samt et stort handicaptoilet lige ved indgangen. Der er også fin mulighed for afsætning/afhentning lige udenfor teatret. Kommer du i bil er det også muligt at få en p- plads, dog skal du gå/trille lidt fra p-pladsen. Husk at bestille en handicapbillet når du booker.
Rigtig god fornøjelse.
Jeg elsker de stunder, hvor jeg kan lade mig rive med i teatrets vidunderlige univers – og helst sammen med mine to børn på 8 og 14 år. Jeg anmelder forestillinger som er tilgængelig i kørestol, da jeg fik konstateret sclerose for fem år siden. Heldigvis er de fleste teatre handicapvenlige.
Teatrets stemning, fortællinger og de mange glade stunder med mine børn, leder mine tanker væk fra dagligdagens udfordringer – og tilbage på sporet som journalist og mor for mine børn.
I teatrets mørke er vi alle ens. Her findes kun gode oplevelser!