Skynd dig ind og se den, hvis du vil se et dramatisk eksperiment, der brillerer på alle ledder og kanter!
Året er 1973, 2003 og 2033. Er du allerede forvirret? Det forstår vi godt. Selvmordets anatomi handler om tre kvinder i hver sin tidsalder, der på scenen udspiller sig parallelt med hinanden. Kvinderne hedder Carol, Anna og Bonnie og er hhv. mormor, mor og datter. Carol begik selvmord, da Anna var 16 år. Anna begik selvmord, da Bonnie var spæd, og nu står Bonnie alene tilbage med et stort hus, der har tilhørt familien de sidste tre generationer, mens hun desperat forsøger at fremstå som et helstøbt menneske på trods af den tunge familieskæbne, hun bærer rundt på. Har hun også arvet længslen efter at dø? Eller kan hun bryde med det tragiske familiemønster og komme de brutale eftervirkninger til livs?
Det gode og det knap så gode
Det lyder umiddelbart som en ret umulig opgave at opsætte en forestilling, der er så teknisk og koreografisk krævende, som Selvmordets anatomi er. At instruktør Anja Behrens har formået at holde styr på alle tråde er ren kunst. I værste fald kunne forestillingen ende som én lang stiløvelse uden øje for spillet. Heldigvis er det på ingen måde tilfældet i denne opsætning af Alice Birchs betagende engelske drama. Forestillingen er opbygget som et partitur, hvor hver replik er nøje konstrueret og skruet sammen med de efterfølgende. Dette resulterer i overdådig “musik”, hvor hver replik leveres med imponerende præcision og rytme.
På scenen står Helle Fagralid, Ida Cæcilie Rasmussen og Christine Albeck Børge som hhv. Carol, Anna og Bonnie. Alle formår de på fuldstændig imponerende vis at spille med så meget overbevisning, at deres ord, tanker og følelser borer sig direkte ind i sjælen og bliver siddende længe efter forestillingens afslutning. Rasmussen nærmest flår vores hjerter ud og pumper os hårdt i maven, da hun bekender sit stofmisbrug og forfald overfor en dokumentarists rullende kamera. Fagralids bud på Carol, en kvinde, der kun holder sig selv i live for sit barns skyld, mens hun forfølges af en altoverskyggende trang til at ende sit liv, er ufatteligt velspillet og fuldstændigt hjerteskærende. Albeck Børges Bonnie, efterkommer af to suicidale kvinder, er storisk og rolig – sådan ser det i hvert fald ud for omverdenen. I de store blanke øjne afslører hun dog den smerte, hun bærer rundt på. At se kvinderne krakelere gradvist for øjnene af deres elskede og os er simpelthen så overvældende. Det er fandens godt skuespil. Sjældent har vi set en så gennemført portrættering af et så dramatisk tungt emne. Forestillingens mest rørende øjeblikke findes dog egentlig ikke i den yderst velskrevne tekst, men nærmere i de øjeblikke, hvor krop, musik og lys overtager fortællingen. Vi fortrylles særligt i de små og meget subtile momenter, hvor kvinderne kvinderne i korte øjeblikke ordløst møder hinanden på tværs af tiden.
Omkring dem sværmer et hav af bikarakterer som på trods af deres ofte beskedne størrelser har afgørende betydning for fortællingen. Gennem dem bliver kvindernes skyggesider nemlig tydelige for os. Dertil spiller de også en vigtig rolle i foreningen af de tre historier. Som de eneste i fortællingen bevæger de sig nemlig ind og ud af alle tre tidsaldre, hvorfor tiden aldrig synes at være begrænset til de enkelte spillerum, men nærmere er en flydende størrelse, hvor fortid og nutid på forunderlig vis mødes, og dermed påvirker alle involverede.
Selvmordets anatomi er noget af det mest frustrerende og komplekse, vi længe har set! De mange ord nærmest kradser i hjernen, og det er ikke altid, at det hele kommer med. Men det gør ikke noget, for det vigtigste kommer med, og forvirringen giver derfor også på forunderlig vis mening. De massive mængder ord og overlap kræver vores fulde koncentration, og tempoet, hvormed de leveres, gør det umuligt at lade tankerne flyve andensteds hen. Det er derfor ikke svært at lade sig opsluge totalt.
Vi efterlades med så usigeligt mange følelser, at det er svært at få det hele med her. Ét er dog sikkert; den her forestilling skal ses og opleves. I forestillingens vakuum af sorg og desperation venter nemlig en overvældende, massiv og vild oplevelse. Det er en af de forestillinger, hvor man forlader teatret med en knugende uforklarlig fornemmelse i kroppen. Den klump, vi har i maven, er svær at ignorere, og det samme gælder Selvmordets anatomi på Teater Republique.
Afsted!
En teaterpodcast, som tager lytterne med helt op på de skrå brædder og forsøger at vise dem teatrets mange vidunderlige ansigter. Vi snakker om teater og med teater - og det værende både de store og små! I hvert program taler vi med aktuelle personligheder og forsøger at give dig et overblik over, hvad for noget teater, der er på de danske teaterscener lige nu, og som vi mener, er værd at kaste sine sparsomme penge efter. Bag Den 4. Væg står Clara Lindstrøm Gleerup og Line Kirsten Nikolajsen.