Teater Republique (Revolver), An Education

Historien er overbevisende og sender os fluks tilbage til egne teenageår

For 11 år siden bragede den danske instruktør Lone Scherfig igennem på den internationale scene med coming-of-age dramaet An Education. Filmen var baseret på den britiske journalist Lynn Barbers erindringer af samme navn. Nu kan den opleves på Republiques Revolver-scene med nyudklækkede instruktør Anna Balslev ved roret, som også står bag manuskriptet, der er bearbejdet efter Lynn Barbers roman. Vi befinder os i 1960’ernes England, hvor den 16-årige Jenny (Nanna Finding Koppel) begynder på en fornem pigeskole, der skal lede frem mod en uddannelse på Oxford University. Jenny befinder sig på grænsen mellem barn og voksen og drømmer om noget bedre, finere og større, end den til tider lidt kedelige tilværelse hun lever. Drømmene begynder for alvor at gro og komme til live, da hun møder og forelsker sig i den 20 år ældre Simon. Simon tilbyder hende alt den extravagance, hun har længtes efter, men som talemåden lyder, så er det hele desværre for godt til at være sandt, og Jenny stilles ansigt til ansigt med bagsiden af voksenlivets medalje.

VI MENER
An Education inviterer os ind i et beigefarvet univers, hvor en stor ribbevæg, som man kender dem fra folkeskolens idrætssale, står som eneste scenografi på en ellers bar scene. Det er et univers, som med det samme sender os tilbage til perioden mellem barn og voksen, hvor man stadig famlede sig frem mod grundstenene af en egentlig identitet. Man manglede stadig at tage rigtig farve og kunne kun, lykkeligt uvidende, fantasere om det helt sikkert henrivende og overdådige voksenliv, man havde i vente. Netop denne fantasi, som også udgør en stor del af Jennys historie, giver scenografien plads til. Både de legesyge karakterers fantasi og publikums fantasi.

Instruktør Anna Balslev beviste allerede med sin forestilling Færdig med Eddy (Betty Nansen Teatret), at hun har et særligt godt øje og talent for de fortællende coming-of-age forestillinger, og med An Education sætter hun fed streg under dette. Denne forestilling er på ingen måde opfindelsen af den dybe tallerken, men den ungdommelighed og legesyge, Balslev krydrer det simple og dramatisk lidt letbenede univers med, gør, at forestillingen står tilbage som en virkelig fin og anbefalelsesværdig forestilling. Balslev synes at være karakterernes medsammensvorne med stor forståelse for deres historier og følelsesliv. Hun beviser sig selv som en klog og yderst talentfuld instruktør, som de mere etablerede gør klogt i at kigge sig over skulderen efter. Forestillingen havde dog ikke været på dens nuværende niveau, hvis ikke det var for de tre formidable skuespillerinder, som hver især fortjener store roser. Nanna Finding Koppel indtager scenen med gennemborende selvtillid i sit spil og bevæger sig rundt på den enorme ribbevæg med imponerende og elegant fysik. Det virker legende nemt for hende, og der er noget ved hendes fysik og måde at bevæge sig på, som drager os mod hende. På trods af den enorme selvtillid, efterlader hun dog også en ungdommelig følsomhed i Jenny, som gør hende til en yderst overbevisende karakter, som på trods af det store nederlag, aldrig bliver et offer for den ældre mands gerninger. Det havde været så nemt at lade hende blive en stakkel, men i stedet efterlades vi med indtrykket af, at smerten fører hende ind i voksenlivet med visdom og styrke.

Finding Koppel flankeres af den stadig studerende Mathilde Arcel Fock i rollen som Jennys bedste veninde, Emma. Det er dog faktisk næsten ikke til at forstå, at Arcel Fock stadig er studerende med det enorme talent, hun demonstrerer i denne forestilling. Arcel Fock er umådeligt charmerende og udviser stor forståelse og evne for humoristisk timing og levering. Kan hun mon få lov at spille med i alt fra nu, selvom hun er studerende? De to unge skuespillerinder er så afgjort to meget store stjerneskud! Deres samspil føles aldrig påtaget, men giver en troværdig fornemmelse af at være trådt ind på et pigeværelse hos to tætte veninder. Bag den store ribbevæg er der efterladt masser af sceneplads, hvor forestillingens sidste skuespillerinde, Marie Dalsgaard, vandrer rundt det meste af tiden. Ofte er hendes silhuet, det eneste vi kan se, og hun ytrer ikke meget udover nogle små tørre kommentarer. Det er først, da hendes sande identitet til sidst afsløres, at hendes konstante tilstedeværelse et sted i periferien giver mening, og det er meget effektfuldt. Da hendes identitet er afsløret leverer hun en sjov, men samtidig aldeles hjerteskærende fortælling, om en kvinde med et evigt påsat forklæde, som ender med at servere sine tarme som middagsmad for ægtemanden. Meget mere behøver Dalsgaard faktisk heller ikke at gøre, for den styrke og autoritet, der er i hendes tilstedeværelse, gør hende til en mærkbar karakter forestillingen igennem. Hendes virkelige graviditet, må vi overraskende nok konstatere, er yderst heldig for forestillingen, da den fungerer næsten symbolsk for den klassiske husmor-kvinde, der må blive hjemme med forklædet på, mens hendes ægtemand lever et dobbeltliv ude i den virkelige verden. An Education kunne med fordel have gjort lidt mere ondt. Jennys smerte bliver lidt overfladisk og bider sig derfor ikke fast, og det kunne vi godt have brugt, når nu resten af historien er så overbevisende og sender os fluks tilbage til egne teenageår. Ikke desto mindre er vi godt underholdt hele vejen igennem af alle de kvaliteter, An Education har. Og så er det altså virkelig dejligt med en forestilling, der endelig forstår, hvor længe historien kan trække på scenen og begrænser sig tidsmæssigt derefter. 1 time og 15 min er hverken et minut for langt eller for kort til denne historie, og en sådan fornemmelse for tid kan der være langt imellem.

Anbefalet af Clara Lindstrøm Gleerup og Line Kirsten Nikolajsen.