Hvis jeg bare kan blive betegnet som ”lettere brugt” og ikke som gammel, så skal jeg ikke klage!
Folketeatret præsenterer os for et lystspil ”med bid i”. Forestillingen er bygget op som en perlerække af rammende replikker om det at blive gammel og stadig have lysten til det sjove, det erotiske, det alternative liv, – til alt det, som måske ikke blev realiseret i ungdomsårene.
Vi befinder os i det lag, som de tre veninder selv betegner som den bedre middelstand, hvor de med alderdommens umiskendeligt fremadskridende blanding af letsind og tungsind bliver konfronteret med, at sølvtøjets lødighed ikke er sterling, men kun nysølv, så illusionen om en glorværdig fortid er antydet.
Forestillingens titel lægger op til, at vi via de resignerende og ofte bidske replikker følger de tre kvindelige hovedpersoners ”rejse” gennem deres ”tredje alder” med en gradvis forståelse for, at hvis man virkelig vil, så kan man også, om end tiden inden begravelsen er knap, hvad vi med jævne mellemrum på galgenhumoristisk vis mindes om.
Vi oplever kærlig og skælmsk sarkasme, underfundighed og en livsvilje fra dybet at sindet trods udsagn om det modsatte.
Jeg fangede enkelægefruens udtalelser, idet hun med resignation forsøgte at fastholde sit livsmønster og så måtte konstatere: ”Al den erotiske kapital er brugt op. Hvad er vi? Genetisk affald. Vi tisser i bukserne!”.
En herlig forestilling, uanset om man tilhører aldersgruppen og kæmper mod alderens skavanker eller de yngres stereotype opfattelse om, hvordan den ældre generation nu engang kan rubriceres, – eller man er der, hvor man på en gang er forældre for egne børn og samtidig føler sig ansvarlig for egne forældres trivsel, – for lever de nu op til, hvad ”man” gør som gammel, og undlader de at blive pinlige?!.
Vi kommer igennem hele paletten af aspekter, som rummer det at forholde sig til eget liv og til sine forældres:
Umyndiggørelsen over for ønsket om selv at ville klare sig.
Driften (der titter sit selvbekræftende hoved frem og markerer, at behovet stadig er der).
Kommunens hjemmehjælp.
Økonomien: den daglige rødvin, den dyre husleje i den alt for store lejlighed og de ubetalte regninger.
De ugentlige bridgeeftermiddage med de andre gamle ”nisser ”(og hvor de mange begravelser step by step har vanskeliggjort det at kunne stille med et fuldt bord).
Vi oplever en forestilling med megen spontan latter, alt mens vores egne familie- og vennerelationer i forbindelse med ”gamle” mennesker viser sig som en film for det indre blik. For ih, hvor vi kan nikke genkendende til problematikkerne, der her giver os bekræftelsen af, at de gamle alligevel kan, og de kan gøre nøjagtigt, som de vil, for vi skal ikke stille os til dommere over deres tilværelse.
Det er ved at være ”I sidste øjeblik”, at der slukkes for lampen og kistelåget lukkes. MEN DEN TID SKAL UDNYTTES, – og det gør de tre veninder så i deres fornøjelige livtag med tilværelsens sprudlende mangfoldighed.
Lærer og cand. mag. i teatervidenskab. Teateroplevelsen er for mig et liv i fortættet form, hvor jeg sidder og lader mig opsluge af ordene, af gestikken og ikke mindst af mimikken, - og det hele set midt i en valgt scenografi, som måske underbygger, måske provokerer min oplevelse af forestillingen.
Genrermæssigt vælger jeg bredt: de store klassikere som Strindberg og Henrik Ibsen, der lader sine figurer gradvist krakelere – de aktuelle ”temaspil” om eksempelvis at forholde sig til nydanskere i vores land eller måske til alvorlig sygdom i vennekredsen – de postmoderne opsætninger af klassikerne – men også meget gerne nyskreven dansk dramatik, som rammer lige ned i en hverdagssituation med normer og vaner, hvor der kunne være behov for nytænkning.