I sidste øjeblik, Folketeatret

En hyggelig og sjov forestilling om alderdommens udfordringer. Med talentfulde skuespillere, der i sig selv er et bevis på, at det ikke er så farligt at blive ældre.

Komedien I sidste øjeblik er hentet hjem fra vores kære naboland, og det oprindelige svenske manuskript af Carin Mannheimer er her oversat til dansk med ingen ringere end Lisbet Dahl i hovedrollen. Forestillingen handler om den dominerende og nedtrykte enke Marianne og hendes to veninder Solvej (Elsebeth Steentoft) og Anne-Louise (Sonja Oppenhagen), der alle tre befinder sig i livets efterår. De mødes i Mariannes lejlighed til bridge en aften, hvor Marianne er i særligt dårligt humør over den trykkende alderdom. Heldigvis er der inden længe to nye bekendtskaber i form af enkemanden Per og en ung handyman fra kommunen, som kan ruske op i veninderne og minde dem om at tage chancer og leve livet til det sidste.

Det gode og det knap så gode
Folketeatrets opsætning henvender sig uden tvivl til et publikum, der er noget ældre end mig (23 år). Jeg synes dog, at de mange vittige replikker gjorde stykket til en god og underholdende oplevelse, selvom den ældre del af publikum nok genkendte flere situationer og bedre kunne identificere sig med stykkets persongalleri.

Karaktererne er ret karikerede. Marianne er muggen, drikker for meget og langer den ene bitre kommentar afsted efter den anden, naive Solvej er ikke blevet meget mere vis med alderen og Anne-Louise bekymrer sig konstant og frygter hjemmerøverier og sex med sin omklamrende ægtemand. Det kan godt blive en anelse ensidigt i længden, men til gengæld er det så meget mere overraskende og opløftende, når karaktererne tilføjes flere nuancer og udvikler sig i løbet af forestillingen.

Stykket spilles af nogle virkelig dygtige og beundringsværdige skuespillere. De tre kvinder, og i særdeleshed Lisbet Dahl, spiller fremragende. Dramaet mellem veninderne spilles med så god timing, at det bærer tydeligt præg af mange års erfaring på de skrå brædder.

Første akt bliver desværre en smule lang, og man kunne efter min mening godt skære lidt ned på nogle af scenerne med Mariannes dårlige humør. Det lader dog til, at resten af publikum satte pris på forestillingens rolige tempo og morede sig over Mariannes surmuleri. Andet akt, synes jeg, derimod fungerer rigtig godt og den udvikling, jeg savnede i første akt, udfolder sig endeligt. Hvor jeg i første akt sidder og tænker: “Gud, hvor jeg ikke gider blive gammel” pga. skildringen af bitterhed, frygt og skavanker, efterlader andet akt mig heldigvis med en opløftende morale om, at man både kan og skal tage ansvar for sit liv og realisere de drømme, man har – også selvom det er i sidste øjeblik.

Det er alt i alt en hyggelig og sjov forestilling om alderdommens udfordringer med talentfulde skuespillere, der i sig selv er et bevis på, at det ikke er så farligt at blive ældre.