BlogUnge & Voksne

Sort/Hvid, Dødsangst i galop

Køb:

Der er utrolig meget potentiale i ‘Dødsangst i galop’. 

Dødsangst i Galop er en konfrontation med angsten for at dø, placeret i en skov uden for København. Teatergruppen Cheer Extreme, gruppen bag den populære forestilling Opvisning i Lavt Selvværd, har endnu engang kastet sig over et emne, som kan være svært at snakke højt om. Denne gang er det døden, der står for skud. I yderst stemningsfulde og, i starten, ret uhyggelige omgivelser deler de fire skuespillere, Signe Mannov, Xenia Noetzelmann, Anders Mossling og Peter Flyvholm, ud af dybt personlige beretninger og overvejelser om døden – og det er bestemt ikke kun de romantiske af slagsen. Undervejs i forestillingen inviteres publikum også til at dele ud af deres egne overvejelser omkring døden: Hvilke sange, skal der synes til vores begravelser? Hvordan skal ceremonien foregå? Og er du egentlig så bange for at dø?

VI MENER
Angsten forsøges allerede fremprovokeret og pirret fra det øjeblik, vi sætter os ind i en bus foran Teater Sort/Hvid i Kødbyen. Egentlig er bussen pyntet med festlige vimpler og farverige papirsstrimler, og der brager mere eller mindre festligt musik ud af højtalerne, men på sæderne ligger der en blyant og et lilla hæfte til hver, hvorpå der står ‘Min sidste vilje’. Vi skal bruge busturen på at forholde os til vores egen død og begravelse, og således begynder forestillingen længe før, vi senere sidder i stilhed under en nærmest kultisk firkant af lysstofrør midt i en skov og venter på, at de fire skuespillere skal indfinde sig. Uhyggen er her til at tage at føle på, og selvom vi, Clara og Line Kirsten, i udgangspunktet ikke som sådan er bange for at dø, gør skovens mørke og ukendte lyde noget ved bevidstheden om, at det en dag slutter for os alle. Omgivelserne er formidable og pirrer virkelig sanserne.

Uhyggen bliver bestemt ikke mindre, da de fire skuespillere ganske ganske langsomt nærmer sig os ude fra skovmørket i forskellige mareridtskostumer. Der er skruet op for gyset, som et forsøg på skræmme livet af os, eller i hvert fald give os fornemmelsen af at komme tæt på. Men efter et højt og forventeligt fælles brøl, da de står lige bag os, punkteres uhyggen med ét, da Peter Flyvholm kluntet forsøger at sætte sig blandt publikum i sit alt for store og kiksede spøgelseskostume og fjoget hiver det af hovedet for at møde os med et kejtet og muntert “Hej”. Den nervøse og momentvise latter afløses af et lettelsens grin: det her bliver ikke så uhyggeligt som frygtet. Det er en frisk overraskelse, som fungerer godt. Uhyggen er vel ikke nødvendigvis en gennemgående faktor, når man snakker om døden.

Herfra overtager skuespillernes personlige beretninger om deres dødsangst. Nogle med mere gennemslagskraft og genkendelighed end andre. Anders Mossling har en helt særlig evne til virkelig at lade os mærke hans angst og smerte, selvom vi, vores alder taget i betragtning, endnu ikke er et sted, hvor vi frygter ikke at få det hele med, fordi alderen pludselig begynder at true. Han har dog en helt særlig evne til at levere det med en overbevisning og mærkbar, men afmålt frygt, som får det til at risle ned af ryggen, når han beskriver, hvor hurtigt årstiderne passerer forbi. Xenia Noetzelman formår også at rive os rundt i følelsesmanegen, da hun beretter om en forfærdelig skiulykke, hvor hun opdagede, hvor nemt det er at give slip på livet, fordi den ro og varme, der følger med døden er så utrolig fristende at lade sig drage af. Da hun har fortalt færdig følger en lang og tung stilhed, som virkelig sætter spor i kroppen. Det samme gør det spontane øjeblik, hvor Mossling inviterer en publikummer til at fortælle, hvilken sang der skal synges til hendes begravelse, hvorefter vi alle synger ‘Se nu stiger solen’ i kor. Det er et virkelig stærkt øjeblik, som for alvor minder os om, at noget af det eneste, vi mennesker har tilfælles, er, at vi alle skal herfra på et tidspunkt. Det er klart her, forestillingen har sin force – den har plads til at lade spontaniteten råde og lade magien opstå.

De øvrige elementer af forestillingen har nemlig ikke nødvendigvis samme gennemslagskraft. En del af de andre passager er ganske underholdende, men har ikke samme tyngde, som stemningen, temaet og omgivelserne ellers lægger op til. Dette påvirker også det samlede indtryk af forestillingen: Det er som om, man ikke kom helt i mål før premieren og har måtte løbe dele af forestillingen hjem med lidt halvfærdige og improviserede overgange og løsninger. Denne mistanke forstærkes yderligere af, at visse dele af materialet minder umiskendeligt meget om det, man kunne opleve i forgængeren ‘Opvisning i lavt selvværd’.

Der er utrolig meget potentiale i ‘Dødsangst i galop’, som momentvis lykkes at udleve, men desværre er der langt mellem de store øjeblikke. Og når nu det handler om noget så fundamentalt og heftigt som døden, må der for vores skyld godt have været flere af dem.

Køb:
Af Den 4. Væg
En teaterpodcast, som tager lytterne med helt op på de skrå brædder og forsøger at vise dem teatrets mange vidunderlige ansigter. Vi snakker om teater og med teater - og det værende både de store og små! I hvert program taler vi med aktuelle personligheder og forsøger at give dig et overblik over, hvad for noget teater, der er på de danske teaterscener lige nu, og som vi mener, er værd at kaste sine sparsomme penge efter. Bag Den 4. Væg står Clara Lindstrøm Gleerup og Line Kirsten Nikolajsen.