Skuespillerne har på intet tidspunkt i prøveforløbet øvet sammen, så når de står på scenen til premieren, er det første gang, de ser hinanden.
‘Gift’ er et prisbelønnet stykke af dramatiker Lot Vekemans. Det handler om to mennesker, der blev skilt og nu mødes for første gang efter 9 år. Deres møde bliver alt andet end nemt, da de ikke har talt med hinanden, siden han forlod hende nytårsaften i 2009. Desuden er grunden til, at de mødes, at deres afdøde søns grav skal flyttes på grund af et giftudslip på kirkegården. Det bliver til en lang, tung og følsom samtale om, hvad der gik galt dengang, og hvordan de på meget forskellig vis har håndteret sorgen fra at have mistet et barn og hinanden. Forestillingen har været opsat adskillige gange i flere lande. Men denne gang er én ting anderledes; skuespillerne har på intet tidspunkt i prøveforløbet øvet sammen, så når de står på scenen til premieren, er det første gang, de ser hinanden.
Det gode og det knap så gode
Overordnet set er ‘Gift’ en enormt vellykket forestilling. Selve teksten er velskrevet og intelligent. Der gøres brug af en symbolik, som på én gang er simpel og samtidig indeholder interessante fortolkningslag. Eksempelvis bliver den mandlige hovedrolle ved med at spørge: “Skal vi ikke gå et andet sted hen?”, hvortil den kvindelige hovedrolle svarer: “Nej, det synes jeg ikke.” – det kommer til at fungere som en metafor for, hvordan de hver især har arbejdet med den sorg, de har kæmpet med i årevis.
De to skuespillere, Mikkel Trier Rygård og Gaia Munoz Rosberg, gør et virkelig godt stykke arbejde. I og med at skuespillerne ikke har mødt hinanden under prøveforløbet, så er der en helt særlig, nervøs og spændt stemning i rummet. Ingen af dem ved helt, hvad den anden kommer til at gøre. Det resulterer dog i, at replikkerne leveres lidt stift til at starte med, men så snart nervøsiteten har lagt sig, omformer den sig til en utroligt autentisk og intens skuespilpræstation. Også imellem replikkerne indarbejder de to skuespillere små fysiske detaljer, som gør deres karakterer endnu mere troværdige. De lykkes faktisk med at få det til at føles så realistisk, at jeg undervejs glemmer, at de er skuespillere, og jeg tager mig selv i at undre mig over, hvad karaktererne mon tænker på, og hvor de var, før de kom herhen.
Selvom der er meget godt at sige om denne forestilling, så bliver den desværre også lidt lang. Der er flere gange undervejs, hvor jeg tænker, at den godt kunne have sluttet. Ved nærmere eftertanke er jeg dog glad for, at den sluttede, som den gjorde, men 1 time og 45 minutter kan stadig føles som lang tid i en meget tekstbåren forestilling.
Det er en lang rejse at forstå og bearbejde sorg og svære relationer. Jeg synes, at Gift er kommet rigtig godt i mål med at bearbejde dette emne med respekt og omtanke, men samtidig arbejde med materialet på en nytænkende og spændende måde.
Skynd dig ind og se den, hvis
… du vil se en forestilling, som på spændende vis går rigtig dybt ned i, hvordan det er at miste et barn, miste sig selv og miste hinanden.
Jeg er 24 og studerer digital design og kommunikation på IT-universitetet. Jeg har været interesseret i teater siden jeg som 10-årig spillede von Trapp-barn i The Sound of Music. Musik og teater har lige siden været en stor del af mit interessefelt, både som udøver og tilskuer. Jeg er især optaget af sjove karakterer, lyduniverser og sceneteknisk nytænkning.