At se HULLET er som at dykke ned i egen selvransagelse og alt det, vi gemmer i en kombination af fortrængninger, lyse minder og grådkvalte oplevelser.
Forestillingen hviler direkte på Peter Seebergs novelle fra 1962, HULLET, hvor Seeberg beskriver fremmedgørelsen i forhold til medmenneske samt i relation til jobbet, hvor vi bliver robotter, der skal lave meningsløst arbejde, og hvor mennesket blev tvunget til at påtage sig at leve med meningsløsheden for dog at opnå en slags ”mening” med tilværelsen.
Og så er spørgsmålet naturligvis, hvor meget der er sket i vores almindelige liv med hinanden, her cirka 50 år efter: jobbet med det meningsløse arbejde er det samme, for hullet skal stadig graves i ukendte dimensioner ”og ned til kineserne”.
Forholdet mellem ansat og chef er det samme: de to arbejdere tilpasser sig totalt med deres servile underdanighed og høflige underkastelse.
Men selvransagelsen og granskelsen i egen tilværelse er en anden end hos Seeberg. Vi er så langt som samfund, at det ikke er det intetsigende arbejdes monotoni, der er i fokus, men menneskets forhold til sig selv og til de nære menneskelige relationer.
Derved bliver forestillingen ”Hullet” en symbolsk fortælling om to mænd, der graver og graver og graver uden at kende målet, alt mens de på det andet plan graver dybere og dybere ned i egen selverkendelse og i deres forhold til hinanden. ”Vi er nået helt ind til laget inden jordens kerne”, siger den ene, ”og her er der meget varmt! ”
Også det at nå ned til egne fortrængte oplevelser og bringe dem op på et erkendelsesplan gør ondt, for de skal som stenene i hullet bringes op til den synlige overflade i en proces, som river stadig nye aspekter med sig.
Vi oplever to mænd, der er kolleger, og efterfølgende viser det sig, at de nok er mere end det: de er rivaler, fjender, hinandens sjælevenner – for at bruge et gammelt udtryk: deres liv forholder sig til hinanden, og uden hinanden står de med en tomhed, der ødelægger dem.
HULLET skildrer det almindelige menneske i den moderne verden, med forsøget på at finde en identitet, med driften og drømmen, med nederlaget og tabet. Det hele er scenografisk illustrativt godt bygget op med diverse ”poser” til at kaste rundt med som skovlfulde jord og sten, og alt mens arbejdet skrider fremad og nedad, akkompagnerer cellisten Josefine Opsahl på sin sit instrument med toner og slag, der lejlighedsvis giver associationer til de to kæmpende mænds hjerteslag som en grundrytme gennem denne absurde komedie.
Vi kommer ikke ned til kineserne i teater Grobs forestilling HULLET, men vi kommer derned, hvor vores hverdags-image krakelerer, så de to gravende arbejdsmænd skal skelne mellem livsløgn og oprigtighed, og så træffe deres valg.
Lærer og cand. mag. i teatervidenskab. Teateroplevelsen er for mig et liv i fortættet form, hvor jeg sidder og lader mig opsluge af ordene, af gestikken og ikke mindst af mimikken, - og det hele set midt i en valgt scenografi, som måske underbygger, måske provokerer min oplevelse af forestillingen.
Genrermæssigt vælger jeg bredt: de store klassikere som Strindberg og Henrik Ibsen, der lader sine figurer gradvist krakelere – de aktuelle ”temaspil” om eksempelvis at forholde sig til nydanskere i vores land eller måske til alvorlig sygdom i vennekredsen – de postmoderne opsætninger af klassikerne – men også meget gerne nyskreven dansk dramatik, som rammer lige ned i en hverdagssituation med normer og vaner, hvor der kunne være behov for nytænkning.