Von Baden har lavet en thriller lige efter bogen.
‘Sammensværgelse’ er ifølge Von Baden selv en nyskrevet thriller, som er skrevet og instrueret af Henrik Vestergaard. Psykologiprofessoren Alex (Patricia Schumann) er en benhård og succesfuld karrierekvinde, der forsker i konspirationsteorier. Hun er gift med en sød og kærlig mand, som hun har sønnen Karl-Emil med. Alt kører på skinner indtil den dag, hvor Karl-Emil aldrig kommer frem til fodboldtræning. Han bliver ramt af en bil på vejen, og Alex står nu ansigt til ansigt med sit livs sorg. Midt i meningsløsheden og savnet begynder hun at tvivle på virkeligheden, og de konspirationsteorier, hun selv er ekspert i, begynder pludselig at blive mere og mere virkelige. Karl-Emil er ikke død! Han er blevet bortført af en hemmelig sammensværgelse, som bor inde bag hendes køleskab, og som hendes mand (Frederik Meldal Nørgaard) stensikkert er en del af.
Det gode og det knap så gode
Von Baden har lavet en thriller lige efter bogen. Selvom den thrillerske uhygge og mystik ind i mellem udebliver, så er opbygningen og elementerne alligevel forsøgt ramt præcis som opskriften foreskriver – virkeligheden er ikke, som hverken publikum eller karaktererne tror den er, og den dramaturgiske opbygning genkender vi fra adskillige andre thrillers. Som skrevet savner vi dog de helt store koldsvedsdråber, for selvom målene passer, er det som om, at det færdige resultat aldrig helt får bid.
Idéen med forestillingen er egentlig rigtig god, og overordnet set er det også en fin måde at fortolke sorg på. Patricia Schumann er overvejende meget overbevisende i rollen som Alex, omend hendes sorg ikke altid kan mærkes helt ned i maven. Med fare for at spoile, kan vi sige, at overgangen fra Alex’ tilstand som rask og velfungerende karrierekvinde til psykisk forstyrret mor i sorg er lavet elegant og flydende, så vi som publikum ikke nødvendigvis opdager, at den er gal oppe i hovedet, ligesom Alex heller ikke gør det. Forvirringen og tvivlen på virkeligheden er flot afspejlet i den fortællemæssige opbygning, og det er endda til tider ret spændende at tænke med i den konspirationsteoretiske tankegang. Idéen om at illustrere Alex’ sorg gennem figuren Alf, som vi ikke med sikkerhed ved om er en ægte person, er også rigtig godt tænkt, og løftes flot af Anders Brink Madsen.
Problemet er dog bare, at der fra start bliver lagt gevaldigt vægt på en masse forskellige konspirationsteorier og meget lidt på det faktum, at hun mister sin søn. Sorgen får ikke rigtig lov at manifestere sig. Det er muligvis et bevidst valg, men det bevirker, at vi sidder med en fornemmelse af, at man i manuskriptet ikke har kunne overskue, hvad man egentlig helt præcist, har ville lave en forestilling om.
Indtrykket vi sidder tilbage med er en smule spøjst og tvetydigt. Det er faktisk en god forestilling. Vi ganske fint underholdt af historien, og vi keder os ikke undervejs. Men vi sidder tilbage med en fornemmelse af, at der er alligevel mangler et eller andet. Det er ikke en teateroplevelse ud over det sædvanlige, men det er dog en god oplevelse. Måske er det fordi, den aldrig rigtig får fat i det potentiale, den faktisk har, selvom der egentlig overordnet set kommes ganske udmærket i mål.
Skynd dig ind og se den, hvis
… du vil se et solidt og spændende bud på en forestilling om sorg.
Anbefalet af Line Kirsten Nikolajsen og Clara Lindstrøm Gleerup.
En teaterpodcast, som tager lytterne med helt op på de skrå brædder og forsøger at vise dem teatrets mange vidunderlige ansigter. Vi snakker om teater og med teater - og det værende både de store og små! I hvert program taler vi med aktuelle personligheder og forsøger at give dig et overblik over, hvad for noget teater, der er på de danske teaterscener lige nu, og som vi mener, er værd at kaste sine sparsomme penge efter. Bag Den 4. Væg står Clara Lindstrøm Gleerup og Line Kirsten Nikolajsen.