BlogBørn & Familie

Krudttønden, TÆNK engang!

I denne humoristiske forestilling af Teater Hund & Co. kan du og dine børn blive klogere på jeres hjerne!

Forestillingen er virkelig sjov og velspillet, og det er ikke kun hjernecellerne der kommer i sving, men så sandelig også lattermusklerne!

SE OGSÅ: “Therese Glahn vil hjælpe børn med acceptere deres egne tanker – på en sjov måde”. 

Elsker dine børn tegnefilmen ”Inderst inde”, vil de også elske denne forestilling.
Mor, hvad er en tanke? Har du også fået stille det spørgsmål fra dit barn? Så skynd dig ind på Teater Hund og se forestillingen ”Tænk engang”. Her får du og dine børn nemlig svar på det – på en sjov og lærerig måde.

Skuespiller Therese Glan spiller ”sig selv” i forestillingen, hvor hun får hjælp af skuespillerne Birgitte Prins, Flemming Bang. Therese kan nemlig ikke finde ud af at forme en firkant i modellervoks!

Birgitte og Flemming kan slet ikke forstå, at Therese har problemer med det, for hun er jo 51 år! Flemming proklamerer, at det har han da kunnet siden han var 2 år! Men Therese kan simpelthen bare ikke!

Byd dine tanker velkommen.
Thereses hoved er nemlig fuld af tanker, der fortæller hende, at hun IKKE kan! Men hvor kommer de tanker fra – og hvad er egentlig en tanke? Det er de helt store spørgsmål i denne forestilling.

For at forsøge at finde ud af hvorfor Therese ikke kan forme en firkant, sender Birgitte og Flemming hende til læge og psykolog. Men ingen af dem har det store held med at ”kurere” Therese.

For i sidste ende handler det jo om, at acceptere sig selv præcis som man er. Man kan ikke være god til al ting, men det hjælper at tro på sig selv og byde sine tanker velkommen, selvom de måske ikke er så rare. For når først man har budt tankerne velkommen…ja, så gider de faktisk slet ikke være i dit hoved!

Du ser firkanter overalt når du forlader forestillingen!
Alle rollerne spilles af skuespillerne Therese Glahn, Birgitte Prins og Flemming Bang – og de er virkelig sjove! Der er både sang, dans, sjove rekvisitter og flotte firkantede scenografiske oplevelser i forestillingen.

Forestillingen henvender sig til børn mellem 5-12 år, men kan ses af alle, der ønsker at blive klogere på sin hjerne – eller blot vil have en rigtig god teateroplevelse.

Vigga på 12 år skriver følgende om forestillingen:
Det var en rigtig god forestilling, som alle kan lære en masse af og referere til. Birgitte og Flemming vælger at lave en firkant af modellervoks, som Therese ikke kan finde ud af. Det kan jo i princippet også være en masse andre ting, som man måske synes er svært, så på den måde er forestillingen, noget alle kan lære af. Scenen var meget simpel, men alligevel var det nok med de ternede mønstre på væggen og på gulvet.
Jeg giver forestillingen 5 en halv ud af 6 stjerner!

Lillesøster Viola på 6 år har følgende anmeldelse:
Det hele var godt! Det sjoveste var det med lægerne, og det at hun ikke kunne lave en firkant.

Af Ditte Koefoed, mor & teaterspotter
Jeg elsker de stunder, hvor jeg kan lade mig rive med i teatrets vidunderlige univers – og helst sammen med mine to børn på 8 og 14 år. Jeg anmelder forestillinger som er tilgængelig i kørestol, da jeg fik konstateret sclerose for fem år siden. Heldigvis er de fleste teatre handicapvenlige. Teatrets stemning, fortællinger og de mange glade stunder med mine børn, leder mine tanker væk fra dagligdagens udfordringer – og tilbage på sporet som journalist og mor for mine børn. I teatrets mørke er vi alle ens. Her findes kun gode oplevelser!