Som horrorkomedie kan John Lennon er død helt klart noget, og jeg føler mig godt underholdt fra start til slut.
John Lennon er død. Eller er han nu også det? På en stripklub et sted mellem himmel og helvede sidder han. Ikke ældet en dag og stadig iført det tøj han havde på, da han blev skudt, mens han tyller whiskey-shots i baren. Lennons udødelige klassiker Imagine kører på repeat, mens stripperen Little Asian Angel (Charlotte Munksgaard) giver den gas ved polestangen eller langer sjusser over bardisken. En dag ankommer den eftersøgte 19-årige Fanny Viola Rose-Mynte Maria Christoffersen Kristensen Hansen (Anna Stokholm) med overskårne håndled og en baby i maven. Og så er helvede ellers løs i den lille bar. John Lennon er død er skrevet af Sophie Zickernagel, der tidligere på året vandt Teater V’s manuskriptkonkurrence for debuterende dramatikere.
Det gode og det knap så gode
John Lennon er død rammer med sit komiske og makabre udtryk perfekt ind i disse Halloween-dage. Jeg har det lidt med forestillingen, som jeg har det med denne “højtid”. Jeg ved godt, det er for sjov, men jeg mærker alligevel, at det løber koldt ned ad ryggen. Og i længden bliver det bare lidt for meget.
“Imagine there’s no heaven, it’s easy if you try. No hell below us…”. Imagine ligger som et underliggende, kværnende soundtrack forestillingen igennem, og kommenterer kontrapunktisk på al menneskets elendighed. Sangens utopiske verdenssyn nærmest latterliggøres med forestillingens dommedagsagtige udtryk. Det er ikke Lennons originale version, men en karaoke-lydende udgave, der efterhånden har gjort John Lennon (Gerard Carey Bidstrup) vanvittig. Han vil have sangen stoppet, men det er vist kun ærkeenglen Michael, der kan klare den. “Eller nogen højere oppe”, proklamerer Angel igen og igen og peger mod loftet.
Så er det Gud, der bor på overetagen? Hvor befinder vi os helt præcist? Tilsyneladende hverken i himmel eller helvede. Måske i et slags ingenmandsland, et limbo mellem liv og død. Men hvorfor er Lennon her? Jeg har svært ved at købe præmissen for dette besynderlige venteværelse, der hverken huser levende eller døde, men som alligevel har været stamsted for Lennon siden 1980.
Undervejs bliver vi både gjort opmærksomme på den herskende klimakrise, flygtningeproblematikken og en generel fornemmelse af, at verden er ved at bukke under for mediepres og psykopater. Disse problematikker italesættes ofte af Fanny med det irriterende lange navn. Sammen med en række popkulturelle referencer som eksempelvis Jude Law, Thomas Blachman og tv-serien Dallas bliver hun billedet på nutidens polerede ego-kultur.
Kritikken stikker i alle retninger, men overdøves af skøre gimmicks, chokeffekter og horroragtige virkemidler, der gang på gang får os til at væmmes. Sidstnævnte står Angel for. Charlotte Munksgaard er virkelig underholdende som den faldefærdige “englefigur”, der blender moderkager til cocktails og glædeligt låner sine brugte trusser ud som lommetørklæde. Hun er grænseoverskridende og frastødende, og der går ikke længe før, de påklistrede englevinger ryger sig en tur. Måske skal hun være skræmmebilledet på det følelseskolde, psycho-scenarie, der vil udspille sig, hvis ikke vi griber ind nu. Men det absurde freakshow og opvisningen i gruopvækkende virkemidler fjerner efterhånden fokus fra det, som forestillingen måske egentlig forsøger at sige. For hvad er det helt præcist?
Som horrorkomedie kan John Lennon er død helt klart noget, og jeg føler mig godt underholdt fra start til slut. Men hvis intentionen er en stigende opmærksomhed på verdens groteskhed eller truslen om en forestående dommedag, hvis ikke vi handler nu, bliver der desværre smurt for tykt på, til at jeg virkelig kan tage det ind.
Skynd dig ind og se den, hvis…
… du er til absurd horrorteater.
24 år. Læser film- og medievidenskab og har været pjattet med teater siden jeg som 4-årig så Eventyrteaterets udgave af Svinedrengen. Jeg kan godt lide abstrakt og gakket teater, og er det spicet op med musik eller sang, er det bare icing on my cake! Dog kan musicals godt kamme lidt over, og jeg står af, hvis skuespil bliver for teatralsk. I min egen (prægtige) teater-karriere har jeg primært spillet mor-roller eller den forvirrede kanin fra Alice i Eventyrland, så nu befinder jeg mig blandt publikum, når tæppet går fra. Kan jeg kombinere en teateroplevelse med en efterfølgende tur i baren, har det bare været den perfekte aften!