BlogBørn & Familie

Teater Vestvolden: Alfons Åberg

Alfons Åberg bliver ingen trætte af. Her i efterårsferien kan du se eller gense historierne om den lille dreng Alfons Åberg på Teater Vestvolden i Hvidovre.

Hvilken historie husker du bedst?
Du har sikkert læst bøgerne højt for dit barn, eller du husker måske selv historierne fra din barndom?

SE OGSÅ: “Mød Alfons Åberg i efterårsferien”

Drengen Alfons Åberg bor sammen med sin far i en lejlighed. Som så mange andre drenge, har Alfons en livlig fantasi. Torskerognsdåser bliver til fiskekuttere – en køkkenrulle til et stjerneskud og sådan kunne jeg blive ved.

Alfons far hader rod og larm. Han vil helst sidde i sin lænestol og læse avis. Men med Alfons i huset, får han sjældent tid til det.

Publikum skriger af grin
Comedievognen har skabt et hyggeligt teaterstykke, hvor nærvær og den gode historie er prioriteret. Børnene skriger bogstavelig talt af grin, når Alfons laver narrestreger med sin far.

Scenografien er enkel men genkendelig fra Alfons Åberg bøgerne. Skuespiller Thomas Knuth-Winterfeldt fører sikkert Alfons Åberg dukken gennem forestillingen, mens Niels Jørgensen spiller Alfons far. De to spiller godt sammen og man glemmer helt, at Alfons ikke er en levende dreng.

Stemningen i salen er god, du kan købe popcorn i foyeren – og teatret følger Sundhedsmyndighedernes generelle Covid 19 retningslinjer.

Af Ditte Koefoed, mor & teaterspotter
Jeg elsker de stunder, hvor jeg kan lade mig rive med i teatrets vidunderlige univers – og helst sammen med mine to børn på 8 og 14 år. Jeg anmelder forestillinger som er tilgængelig i kørestol, da jeg fik konstateret sclerose for fem år siden. Heldigvis er de fleste teatre handicapvenlige. Teatrets stemning, fortællinger og de mange glade stunder med mine børn, leder mine tanker væk fra dagligdagens udfordringer – og tilbage på sporet som journalist og mor for mine børn. I teatrets mørke er vi alle ens. Her findes kun gode oplevelser!