BlogUnge & Voksne

Teatret Optimis, Aakjær

Køb:

“Men jeg har da haft piger i høet!!”

… fortæller Jeppe Aakjær i sin samtale med Manden med Leen, inden han skal hentes til de evige enge og rugmarker, alt mens døden presser ham til at fortælle om sejre og nederlag – og om hans forhold til kvinder.

En verden af glæde og vrede, kropslige oplevelser og drømme, lærdom og samfundsengagement
“Kabaret” er en intim kunstnerisk underholdningsform, præsenteret i et serveringslokale, hvor den forener populære udtryksformer med intellektuelle, politiske og kunstnerisk ambitiøse”. Sådan står der der på denstoredanske.lex.
Og det er lige netop dét, vi bliver præsenteret for, når vi går ind og ser Teatret Optimis’ forestilling ”Jeppe Aakjær. Jeg bærer med smil min byrde”. Skuespilleren Allan Høier fører os med stort engagement, som i odysseens lange og farefulde rejse, gennem Jeppe Aakjærs liv. Han har også rollen som Manden med Leen, der ægger, provokerer og med underfundig charme får Aakjær til at mindes væsentlige episoder fra sit liv, inden han tager ham med derhen, hvor vi alle skal engang.

Genspejling af et indholdsrigt liv
Og så er vi midt i mindernes land med de gammelkendte viser fra bl.a. ”Rugens Sange”, hvor ”Jeg bærer med smil min byrde” er en af de mange kendte.
Forestillingen er godt nok både tidshistorie og Aakjærs personlige historie (som han selv oplever den i tilbageblik og med døden som ”vidne”), men det er med lune, at Allan Høier personificerer sin Aakjær med smil eller traurighed, med gestik og halve smil, med vemod eller forsøg på at gøre sig ansvarsfri for de valg, han (og vi andre måske også?) har truffet i løbet af vores liv.

Guitaristen Allan Sjølin giver os ikke kun musikledsagelse til Høiers sange. Han spiller med i ordets egentlige betydning og forstærker sangenes skiftende stemninger i en grad, så han får den glimtvise hovedrolle i det budskab, Aakjær vil give os.

En mosaik af sang og tale
Hele forestillingen er en kabaret – en vekslen mellem sang og tale – et slags regnskab over et gennemlevet menneskeliv, som af os tilskuere ikke føles som et dømmende opgør, men som en række neddyk i episoder i det liv, vi også selv er på vej igennem.
Her er vi ved forestillingens helt store indholdsmæssige styrke; sammenhængen mellem Aakjærs viser og beretningerne fra hans liv. Den danner baggrund for det, han lægger ind i sine sange – og så med deres omkvæd som stemningsmarkører: ”Lul, lul, rokken slår ….”, ”Dyre du og dig! Dingeli og – lej….”, ”Plukke, plukke dugget strå, plukke, plukke siv ved å …”

Fra naive sange til dybt kendskab til Aakjær
Det er angivet, at Allan Høier og Bo Skødebjerg står bag hele dramatiseringen, som forestillingen hviler på. Og den mosaik har sammensat blændende godt. Vi kender sangene i forvejen, og her får vi så Aakjærs personlige oplevelser og indtryk af livet omkring ham, der giver sangene dybde og frigør dem fra det måske lidt naive indtryk, som nogle måske har tilbøjelighed til at lægge i dem.
Og omvendt hører vi om Aakjærs liv på landet ”i gamle dage”, vi hører om hans forhold til forældrene, hans forelskelser og skiftende ægteskaber, og erindringerne fremstår så som den guldgrube, der er formidlet ud til os andre i form af sangene.

Et lidt dystert miniaspekt må med i en tid med udvandringer fra Europa: Udlængslen som den gengives i ”Ole sad på en knold og sang”. Aakjær var i en periode politisk aktiv, og han udgav bogen ”Vredens Børn”, som omhandler landarbejdernes forhold, og bogen er betegnet som ”En Tyendes Saga”. Vi ledes til at tænke, at Aakjær selv mente, at hans bog styrkede samfundsdebatten, som betød, at Tyendeloven blev afskaffet den 6.5.1921.
Og så er vi med den sang helt nede i den dybe realisme (hvor vi ikke bare synger stående og sætter os, når vi kommer til linjen om at fårene står der endnu og glor), hvor nordeuropæere forlader landet med håb om en bedre tilværelse ude i verden:

Heden stænged, og mindet spandt
la la la la la, la la la la la
moders øjne dog stærkest bandt.
Tra la la la la, la la la la la

Snart den ting dog blev åbenbar
la la la la la, la la la la la
minder gør ikke sagen klar.
Tra la la la la, la la la la la

Stak så Ole en dag i trav
la la la la la, la la la la la
stod med eet ved det store hav.
Tra la la la la, la la la la la

Øjet skinned , tåren randt,
la la la la la, la la la la la
intet mere i verden bandt.
Tra la la la la, la la la la la

Døden når med sine underfundige provokationer rundt om hele digterens liv, og jeg røber jo næppe for meget, når jeg skriver, at ”- moders rok stod stille til sidst”, for det er jo livets vilkår.

Sponsoreret af Teaterbilletter.

Køb:
Af Vivi Holm, cand. mag & teaterspotter
Lærer og cand. mag. i teatervidenskab. Teateroplevelsen er for mig et liv i fortættet form, hvor jeg sidder og lader mig opsluge af ordene, af gestikken og ikke mindst af mimikken, - og det hele set midt i en valgt scenografi, som måske underbygger, måske provokerer min oplevelse af forestillingen. Genrermæssigt vælger jeg bredt: de store klassikere som Strindberg og Henrik Ibsen, der lader sine figurer gradvist krakelere – de aktuelle ”temaspil” om eksempelvis at forholde sig til nydanskere i vores land eller måske til alvorlig sygdom i vennekredsen – de postmoderne opsætninger af klassikerne – men også meget gerne nyskreven dansk dramatik, som rammer lige ned i en hverdagssituation med normer og vaner, hvor der kunne være behov for nytænkning.