BlogUnge & Voksne

Zangenbergs Teater, Clara

Clara er en veludført og gruopvækkende gyserforestilling for alle familiens medlemmer over 13 år.

En mand ved navn James Iron har på tragisk vis mistet sin 7-årige datter Clara. For at få det hele lidt på afstand anbefaler hans gode ven Edward, at James skal tage på ferie for at få det hele på afstand. Han tager ud på det efterladte slot Drownhill midt i en skov med langt til nærmest nabo. I nattetimerne sker der mærkelige ting på slottet, og en skikkelse af en lille pige vandrer rundt på gangene. En pige, som til forveksling ligner James’ afdøde datter Clara.

Forestillingen er skabt i samarbejde med det London-baserede West End teater Fortune Theater, der bl.a. er kendt for gyserforestillingen The Woman in Black, som denne forestilling henter stor inspiration fra.

Forestillingen Clara benytter sig af alt det bedste fra gysergenren til at skabe en veludført og uhyggelig oplevelse. Med fortællingens pirrende opbygning får publikum langsomt afsløret mere og mere om historiens hovedperson, og det slot han bor på. Stille og roligt accelerer forestillingens tempo. Gyset bliver værre og værre og krydres med chokeffekter og endnu mere mystik.
Den gode progression skyldes især den eminente karakteropbygning og timing fra hovedrolleindehaveren Anders Glud Jensen. Han formår at skabe en karakter, jeg som publikum fatter dyb sympati for, og som formår at tage os med på denne gådefulde og hårrejsende historie, så det næsten føles som om, at jeg selv er på det uhyggelige slot.

På trods af en meget simpel scenografi skabes der, med ganske få midler, en uhyggelig stemning. De har virkelig forstået at udnytte gysergenrens brug af sanselige indtryk særligt med fokus på lyd og lys. Det subtile lydunivers udnytter stilhed til at give plads til en ekstra opmærksomhed på de helt små lyde, som brydes af pludselige høje lyde. Ligeledes sørger det begrænsede lys for, at publikum ikke kan se, hvad der gemmer sig i mørket, hvilket gør det meget mere skræmmende, når den lille pige pludselig kommer til syne i lommelygtens snævre lyskegle. Både børn og voksne i publikum hopper i sæderne og skriger af forskrækkelse gentagende gange. Det accelererende tempo gør desværre, at slutningen bliver lidt forhastet, og kulminationen på hele historien går lidt tabt for mig.

Clara lykkes med at skabe en uhyrligt grufuld fortælling, så alle fra 13 år og op kan få et godt gys.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du har lyst til at bruge en mørk aften i teatret på en velfortalt og skræmmende gyserfortælling, der egner sig til hele familien.

Sponsoreret af Teaterbilletter.

Af Anne Louise Slott Thorborg, Den 4. Væg
Jeg er 24 og studerer digital design og kommunikation på IT-universitetet. Jeg har været interesseret i teater siden jeg som 10-årig spillede von Trapp-barn i The Sound of Music. Musik og teater har lige siden været en stor del af mit interessefelt, både som udøver og tilskuer. Jeg er især optaget af sjove karakterer, lyduniverser og sceneteknisk nytænkning.