Stærk og grotesk team af skuespiller, sanger og dukkemager
Den danske billedkunstner Michael Kvium er kendt for sin samling af groteske figurer, som er udstillet på flere kunstmuseer, bl.a. Statens Museum for Kunst og Horsens Kunstmuseum i hans egen hjemby. Som beskuer til hans billeder bliver man enten påvirket af afsky eller vækket af en interesse for figuren, for hvad er det for en person, der gemmer sig her i al sin grimhed? – og er der ikke også altid en snert af humor og medfølelse i Kviums billeder?
Teaterinstruktøren Giacomo Ravicchio laver et eksperiment
Fools’ Paradise er et samarbejde mellem Meridiano Teatret, Operaen i Midten og Teater ZeBU. De udgør sammen et stærk team af skuespiller, sanger og dukkemager.
I forestillingen ser vi på scenen fem Kviumfigurer, alene i hver sin olietønde. Her bor de ligesom Diogenes i sin tønde i ørkenen. Hvad sker der nu, hvis vi slipper de fem figurer ud i virkeligheden?
Alle har brug for et fællesskab
De søger hinanden og samles i en klump, hvor de hver prøver at stige til vejrs, at kravle øverst op i hierarkiet. Men det må de opgive og i stedet tage en plads i rækken, som ganske langsomt bevæger sig fremad indtil de opnår en fælles takt. Et skrøbeligt fællesskab er opstået, den første kommunikation med kroppens sprog afprøves; en fremstrakt arm, en trækken på skulderen signalerer “kom her” eller “bliv væk”. Men det fælles fodslag nedbrydes lige så hurtigt igen, for nu viser misundelse, grådighed, hovmod og forfængelighed sine grimme ansigter. Figurerne støder på skift hinanden ud i mørket, rager til sig og stjæler fra hinanden.
Vi har brug for et fælles sprog
I starten er der kun lyden af krageskrig. Senere opdager figurerne at lyde kan formes med munden og et volapyksprog opstår. For at blive til kommunikation er der brug for at lytte til hinanden. De fem samles i rundkreds hvor en dosmerhat, narrens hat, bliver symbol på hvem der nu har taleretten.
Af lyd kan fællesskab opstå, hvis man kan indse, at instrumenter kan give mange lyde, måske flere toner end bare én, hvis violinen får strenge på eller hornet blæses i på en bestemt måde. Igen kan kroppens instrument frembringe en samlet lyd, en melodi, som bliver til følelser for mennesket, der lytter.
Kviums instrumentarium
Foruden det groteske, det grimme og det grumme kendes Kviums billeder på indhold af kranier, birketræer, bandager, engle, navlestrenge, tarme, babyer, samt temaer som forfængelighed, forfald, seksualitet, ondskab og blindhed. Det kan være svært at afkode for unge mennesker, især når man tænker på den perfekthedskultur de unge udsætter sig selv for, det er bestemt ikke den groteske krop i Kviums billeder, de unge drømmer om.
ZeBUs projekt Teater i Undervisningen
Som i alle andre kulturinstitutioner skal unge og andre mennesker i teatret finde nøglen ind i fællesskabet. Men hvordan gør man? Hvad er min rolle her? Man kunne f.eks. tale om at lukke en forestilling op inden de unge ser den rigtige forestilling i teatret, eller hacke en forestilling bagefter; at lege med forestillingens elementer for at skabe for at skabe deres eget kunstneriskeudtryk. Læs og se mere på Zebus hjemmeside. F.eks. hvordan en 8. klasse fra Skolen på Amagerbro har samlet deres udtryk i en video kaldet WHO’S THE FOOL.
Sponsoreret af Teaterbilletter.
“All the World is a stage…” skriver Shakespeare.
Jeg har viet en stor del af mit liv til at lave teater med og for børn og unge. Det er vigtigt at børn bevarer de kompetencer som de er udstyret med fra fødslen, nemlig at iagttage og efterligne andre mennesker, for herigennem at lære at tage del i et fællesskab. Børn bør se mindst én teaterforestilling om året – være med til selv at spille teater – og dagligt lære gennem drama i børnehaven og skolen. Gennem drama kan man udforske livet og lære at spille en rolle.