BlogBørn & Familie

ZeBU, Sne og sand

Fortælleteater bevæger sig i et lidt usikkert felt; om det blot er underholdende fortælling. Men i ‘Sne og Sand’ er vi ikke i tvivl. Det her er godt teater!

Skuespiller Carl Martin Norén har noget til fælles med sin hovedperson i historien. Både Johan og Carl kan fortælle en historie så deres publikum glemmer både tiden og sig selv. Carl har os alle i sin hule hånd. Vi vil gerne tro på alt hvad han fortæller. Selv om vi ved at halvdelen er løgn og resten fiktion; men det virker som om Carl har oplevet det hele selv.

Scenen er sat
Carl Martin Norén og instruktør Jørgen Carlslund benytter den teknik som H.C Andersen også var berømt for. Ved brug af sanseudtryk bliver vi ført ind i Johans omgivelser. Vi kan høre hoveddøren lukke, fornemme trappeopgangen, mærke den kølige morgenluft på vej til skolen og se den sure Skoleleder der ved porten skælder de børn ud som kommer forsent. Søde dejlige Veronika på første række i klassen bliver vi med det samme forelsket i. Sanseindtrykkende bliver forstærket af fint indspillede lyde, lavet af Asger Kudahl.

Lag for lag graves der dybere
Jonas har en kat der kælent spinder og kilder ham på tæerne om morgenen. Alt er tilsyneladende fint og godt. Men i køleskabet ligger ingen madpakke fra mor, hun er taget på arbejde, og der er heller ikke noget at smøre en madpakke med. Far har et godt elektrikerjob i Saudarabien og Jonas skal snart flytte ned til ham, men er det nu sandt?

Mere H.C Andersen
Jonas fortæller historien om far som opgave i dansktimen. Fortællingen lyser op som hos Den lille pige med svovlstikkerne, lærerinden er begejstret og roser ham. Veronika og vennen Achmed følges med ham fra skole og endnu en historie lyser op, om en skiferie Jonas og hans far skal ud på i vinterferien. Det kører for Jonas som nu overtaler vennerne til en sneboldkamp mod to drenge fra klassen. Veronika bliver fanget af de to drenge som ruller hende i sneen. Jonas vil hævne hende med en snebold fuld af sand som rammer i øjet på en af drengene. Skrigende falder han om.

Drømmen 
Nu går alt galt. Måske har Jonas ødelagt drengens øje. Jonas har tabt sin nøgle til lejligheden og mor kommer sent fra arbejde. Han brænder alle ‘svovlstikkerne’ og søger hjem til Veronika for blot at opdage at hun og Achmed er blevet kærester. Fortvivlet søger han ly og varme i ejendommens vaskekælder, hvor han falder i søvn i tørreskabet. Her drømmer Jonas en drøm som vi er i tvivl om han nogensinde vil vågne op fra.

Af Peter
“All the World is a stage…” skriver Shakespeare. Jeg har viet en stor del af mit liv til at lave teater med og for børn og unge. Det er vigtigt at børn bevarer de kompetencer som de er udstyret med fra fødslen, nemlig at iagttage og efterligne andre mennesker, for herigennem at lære at tage del i et fællesskab. Børn bør se mindst én teaterforestilling om året – være med til selv at spille teater – og dagligt lære gennem drama i børnehaven og skolen. Gennem drama kan man udforske livet og lære at spille en rolle.