Pelle Emil Hebsgaard leverer et imponerende bud på Brormand. Med en tilpas barnagtighed og naivitet passer Hebsgaard perfekt til det gakkede og energifyldte univers. Han er virkelig sjov og leverer det humoristiske med en fornem fornemmelse for timing og detalje.
ELF – The Musical er overvejende en rigtig fin opsætning, der både er underholdende og sjov. Det platte og energiske univers, samt hoveddelen af de endeløse vittigheder, gør da også, at salen flere gange klukker af grin. Under den glitrende og glaserede show-overflade gemmer sig en ret finurlig og fin forestilling.
I 2003 udkom Will Ferrells film Elf, historien om menneskebarnet, Brormand, der ved et tilfælde flyver med Julemanden til Grønland, hvor han vokser op omringet af små alfer, julemanden og hans elskværdige kone. Da Brormand fylder 30 år, går den grusomme sandhed dog op for ham – han hører ikke til på Grønland omringet af små alfer, han hører til sammen med menneskene. Til sin store overraskelse har Brormand dog en far, der ikke aner, at han eksisterer – før Brormand brager ind i hans liv. Filmen fra 2003 er nu omskrevet til en fortryllende musical i Tivoli. New York er skiftet ud med København, og Empire State Building er skiftet ud med Axel Towers.
På sin færd efter faderen, Verner Holts, accept, støder Brormand på falske julemænd, stressede butiksledere og sekretærer, ensomme sønner, gnavne forlæggere og smukke juleekspedienter, som han forelsker sig hovedkulds i.
I ELF – The Musical bliver julen for alvor sunget og fjollet ind. Der er skruet ekstra op på alle musical-knapperne i et LED-oplyst lametta-univers, hvor sneen falder ned fra loftet, mens ensemblet, bestående af både julemænd, alfer, juletræer og honningkagemænd, danser og synger i et ihærdigt forsøg på at sprøjte julestemningen direkte ind i årerne på os. På sin vis lykkes det.
Der er ingen tvivl om, at der er lagt et kæmpe arbejde i at skabe musicalen om alfen Brormand. Scenen emmer af jul og glade dage, men det bliver dog ind i mellem en anelse tåkrummende og for ihærdigt. Den halvanden time lange første del bliver hurtig en langtrukken affære, hvor hele persongalleriet introduceres hastigt og en smule overfladisk. Det bliver først rigtigt sjovt længere inde i forestillingen, og man kunne med fordel have skåret dele af de indledende scener fra for at give en mere helstøbt oplevelse.
Det samme gælder desværre skuespilpræstationerne, der bliver en noget svingende fornøjelse. Selvom mange af karakterne fra historiens side er tarveligt endimensionelle, bliver der desværre heller ikke nødvendigvis spillet med særlig meget mere dybde eller troværdighed. Det er virkelig en skam, da selve humoren dermed også til tider bliver en kende overfladisk. Pelle Emil Hebsgaards præstation skal dog roses, for han leverer et imponerende bud på Brormand. Med en tilpas barnagtighed og naivitet passer Hebsgaard perfekt til det gakkede og energifyldte univers, og det er ikke uden grund, at han efterhånden har en del disse roller på cv’et. Han er virkelig sjov og leverer det humoristiske med en fornem fornemmelse for timing og detalje.
Der er som sådan ikke nogen decideret finger at sætte på musik-delen, den er ganske glimrende, og det fremragende orkester fyrer godt op under den jazzede swing-musical. Det helt store hit er dog ikke at finde blandt de mere end 20 musicalnumre.
Skynd dig ind og se den, hvis
… du trænger til et godt grin, en ordentlig omgang Pelle Emil Hebsgaard og jule-glitter i lange baner.
23 år. Læser Film- og medievidenskab. Jeg nyder at gå i teatret så meget som muligt! På det seneste er det gået så vidt, at jeg nu også om natten drømmer, at jeg er i teatret. Her laver jeg alt muligt spændende. Jeg får bl.a. Mads Mikkelsen til at grine og glemme sig selv i sin rolle i Klokkeren fra Notre Dame, maler Kongeligt porcelæn med Signe Egholm og glemmer mine replikker og sange, mens jeg står på scenen i årets største og dyreste forestilling. Mine drømmeroller er Julie i Frøken Julie og Blanche Bubois i Omstigning til Paradis. Det, jeg elsker mest ved Den 4. Væg er at få lov til at tale med scenekunstnere, der har en passion for det de laver og få en dybere forståelse for deres arbejde! Lige nu har jeg kæmpe teatercrush på Katrine Wiedemann og Peter Christoffersen.