Gå tilbage
BlogBørn & Familie

Teatret Zeppelin, Ronja Røverdatter

Bliver det farligt nu, mor? Spørgsmålet kommer flere gang fra en lille purk i mørket på Teatret Zeppelin. Måske ved han at Astrid Lindgren aldrig går uden om farer, ondskab og sorg i sine børnebøger. 

Og den lille dreng har sikkert et par ganske almindelige forældre, der trygt tager på arbejde og kommer sikkert hjem igen hver aften. Ronja derimod er datter af røverbandens leder. Mattis, en fæl slyngel, der overfalder folk og fratager dem deres ejendele – også selv om de græder. Måske er han ofte nødt til at slå dem ihjel. Du skal tage dig i agt, men aldrig være bange, er fars råd til Ronja.

Mattisborgen
På Zeppelin har de bygget sal og scene op som røverborgen på klippen. Lange tøjstrimler gør det ud for den store skov som Ronja tumler sig i. Det store galleri af røvere, grådværge, rumpenisser og hekse opføres med bare seks aktører. Deres vigtigste opgave er figurerne Ronja Røverdatter, far Mattis, mor Lovis, Sturka, rare gamle Skalde-Per og Birk. Birk, som er søn af den rivaliserende røverbandes leder Borka.

Romeo & Julie
Astrid Lindgrens historie handler ikke bare om vold, så Ronja møder selvfølgelig fjendens søn Birk og redder ham fra at fare vild i skoven. De to bliver venner og måske kærester. Deres møder er hemmelige for de kender godt forældrenes syn på deres venskab, men selvfølgelig bliver det opdaget og Birk bliver taget som gidsel for at få smidt Borkarøverne ad hekkenfelt til.

Stærke kvinder
Astrid Lindgren var en ensom fighter og en moderne uafhængig kvinde, så hendes Ronja gør oprør mod sin røverfar og udleverer sig selv som modgidsel til Borkafamilien. Men Birk og Ronja går ikke i døden sammen som Romeo og Julie gjorde, i stedet flytter de hjemmefra ud i naturen til hulen i skoven.

Ingen Anemonesang
Når Sebastian har lavet musik til et teaterstykke er det næsten umuligt for andre at sætte den en forestilling med samme navn op. Så vidt vides har ingen endnu givet sig i kast med f.eks Skatteøen eller Pippi Langstrømpe. Hos Teatret Zeppelin i Absalonsgade må publikum klare sig uden Anemonesang og Vaskesang, men får til gengæld masser af skuespil, dog – Lovis bliver nødt til at synge sin Ulvesang, den vil røverne og Ronja ikke undvære.

Ronja Røverdatter er en skøn roman og den er god at læse højt for børn. Den kan i høj grad bruges i danskundervisningen i skolen og Teatret Zeppelin har lavet undervisningsmateriale til brug både før og efter at eleverne har set forestillingen, som slutter meget sørgeligt med et farvel til Skalde-Per.

Jeg håber den lille dreng nød forestillingen sammen med sin mor uden at blive alt for forskrækket. For mig som voksen må skuespillerne gerne skrue mere op for farligheden, det fortjener forestillingen.

Hent skolemateriale her nederst på siden.

Af Peter
“All the World is a stage…” skriver Shakespeare. Jeg har viet en stor del af mit liv til at lave teater med og for børn og unge. Det er vigtigt at børn bevarer de kompetencer som de er udstyret med fra fødslen, nemlig at iagttage og efterligne andre mennesker, for herigennem at lære at tage del i et fællesskab. Børn bør se mindst én teaterforestilling om året – være med til selv at spille teater – og dagligt lære gennem drama i børnehaven og skolen. Gennem drama kan man udforske livet og lære at spille en rolle.