Jeg er faktisk rimeligt overvældet over den her forestilling.
JERNRING er et prisbelønnet, nonverbalt dukketeater. Vi følger en familie bestående af en far, mor og datter fra livet før nazisternes belejring af deres by Leningrad (Sankt Petersborg) til de grusomme forhold, belejringen fører med sig. Folk sulter til døden, og vi iagttager mennesker, der er så desperate, at de slet ikke længere er mennesker. Adolf Hitler har lagt og låst jernringen omkring byen, og grebet er stramt. Alligevel er der stadig glimt af håb og kærlighed, som mennesker på fuldstændig forunderlig vis altid har i sig.
Hele forestillingen udspiller sig til lyden af en af de mest betydningsfulde komponister i det 20. århundrede, Dmitrij Dmitrijevitj Shostakovich’ 7. symfoni. En symfoni, der voksede ud af Leningrads ruiner, og som i eftertiden er blevet tolket som en kommentar på netop tyskernes brutale fremmarch, befolkningens lidelser og det evige håb. JERNRING er en på én gang smuk og brutal forestilling, som både får dig til at le, væmmes, beundre, rase og reflektere.
Vi mener
Nu er det jo ikke lige hver dag, man skal ind og se dukketeater. Derfor må jeg da ærligt indrømme, at når jeg hører ordet ’dukketeater’, tænker jeg straks på noget af det teater, jeg så i barndommen. Men det her er selvfølgelig noget helt andet. Jeg er faktisk rimeligt overvældet over den her forestilling.
Ikke blot kaster den lys på en grusom fortid under Anden Verdenskrig, men dukkerne – og førerne for den sags skyld – formidler fortællingen så livagtigt, at det sommetider er helt angstprovokerende at sidde som publikum.
Vi starter dog forestillingen i en blid og behagelig stemning, hvor faderen sætter sin yndlingsplade på. Det er begyndelsen på Shostakovich’ 7. symfoni, og som hans kone og datter titter frem, forstår vi, at her er en lykkelig familie fuld af livslyst. Jeg er så forgabt i dukkerne og deres udformning, for selvom de ikke er de mest naturalistiske dukker, er der alligevel et levende ansigt, som viser både mildhed, angst, sørgmodighed og vrede – uden jo egentligt at skifte ansigt. Det er så imponerende, hvad Rolf Søborg Hansen har kreeret som dukkemager til denne forestilling – og faktisk også som scenograf! Dukkeførerne leverer et sublimt arbejde, og legemliggør dukkerne via egne arme og ben. Jeg tænker dog sjældent over, at der faktisk er en fører bag, da al min opmærksomhed er zoomet ind på dukkerne.
Vi følger familien under belejringen af nazisterne, og her kan vi ikke undgå Adolf Hitler. Dukken er meget skræmmende, og dér kunne man næsten have ønsket sig en mindre livagtig dukke – for det man ser, er så grusomt. Symfonien er på ét af flere dramatiske toppunkter, og sammen med dukkens meget store, hurtige og voldsomme bevægelser og enkelte tyske fraser, bliver der skabt nogle meget brutale billeder.
De brutale billeder bliver ført videre til familien, hvor sulten for alvor melder sig. De må kradse maden op fra gulvet og opleve sider af hinanden, de ikke har set før. For eksempel er der en scene, hvor familien panisk søger efter mad. Datteren viser et lille stykke af noget, som hun har. Moderen tigger og rækker ud efter maden, men datteren trækker sig, indtil hun til sidst giver tegn til, at moderen godt må smage. Men moderen tager det hele. Hendes sult er nået ud over menneskelig forstand. Vi ser en mor, der bagefter græmmes over sig selv, og det er virkelig hjerteskærende. Tænk at være drevet derud, hvor man nægter sit eget barn mad før sig selv.
Der er oftest en balance mellem de skræmmende, forfærdelige øjeblikke og de blide – til tider – humoristiske scener. Jeg synes dog, det bliver en smule plat at portrættere Stalin som poledancer med kommunistiske underbukser på. Jeg manglede det ikke. Og jeg synes faktisk godt, at fortællingen kan bære det alvorlige udtryk, så for mig blev han lidt en unødvendig pauseklovn.
JERNRING er en billedlig og musikalsk oplevelse, der skildrer en families grusomme tilværelse under Anden Verdenskrig. Det er en rørende og voldsom oplevelse, og det er førsteklasses dukketeater!
Af: Kathrine Lemmeke Madsen
En teaterpodcast, som tager lytterne med helt op på de skrå brædder og forsøger at vise dem teatrets mange vidunderlige ansigter. Vi snakker om teater og med teater - og det værende både de store og små! I hvert program taler vi med aktuelle personligheder og forsøger at give dig et overblik over, hvad for noget teater, der er på de danske teaterscener lige nu, og som vi mener, er værd at kaste sine sparsomme penge efter. Bag Den 4. Væg står Clara Lindstrøm Gleerup og Line Kirsten Nikolajsen.